Beskrivelse
Veldisponeret og indflytningsklar villa med dobbelt garage fra 2024
Her er en sjælden mulighed for at købe en indflytningsklar og flot renoveret villa med naturskøn udsigt, der samtidigt giver kort afstand til bl.a. skole, børneunivers, indkøbsmuligheder og skøn natur – kort sagt alt hvad der skal til for at få de perfekte hjemlige rammer, for både unge og ældre.
Villaen er renoveret de seneste 10 år, både indvendigt og udvendigt og fremstår i dag veldisponeret og klar til brug for ny ejer. Villaen har fået installeret varmepumpe af nuværende ejer og samtidigt fået lavet ekstra isolering hvilket gør, at den opnår et flot energimærke ”C”
Såfremt man ønsker at bruge villaen som fritidsbolig eller udlejningsbolig kan dette nemt gøres da boligen allerede er registreret som flexbolig. Nuværende ejer udlejer boligen pt. igennem et feriebureau med en god / årlig lejeindtægt
Villaen har et samlet etageareal på hele 178 m2, fordelt med boligareal på 110 m2 og kælder på 68 m2. Planløsninger virker optimal med god fordeling af ”leve-rum” og værelser. Boligen indeholder i stueplan bl.a. entré/fordelingsgang med trappe til 1. sal, 2 gode stuer, samt stort værelse, køkken og pænt badeværelser. 1. sal fremstår yderst velindrettet med 2 store værelser, flot badeværelse med bruseniche, samt stor repos. Villaens nederste plan er kælderen, som med sine 68 m2, gode højde og indretning uden tvivl er et godt aktiv til ejendommen. Her får du flere gode disponible rum, vaskerum mv.
Boligen er beliggende på en 1.078 m2 stor naturgrund med naturen som nabo.
Nuværende ejer har netop opført en dobbeltgarage på 36 m2 med elhejs – uden tvivl et stort aktiv for boligen med mange anvendelsesmuligheder
Beliggenheden giver kort afstand til både Skovby, samt Høruphav. Ligeledes kan Sønderborg by nås på ca. 10 min.
Her er en bolig, hvor man virkelig får meget for pengene og hvor planløsningen uden tvivl fremstår ideel og brugbar….