Beskrivelse
Velbeliggende kvalitetsvilla i Ølsted
For enden af lukket vænge i Ølsted, ligger denne veldisponeret nyere villa fra 2006. En solid og flot villa hvor hver en m2 er gennemtænkt.
Ølsted er et stærkt lille samfund med masser af sammenhold. Byen har sin egen skole, børnehave og sportsklub, disse kan nås på under 5 minutters gang.
Ølsted ligger med kørselsafstand på ca. 5 min til Hedensted og Horsens. Ligeledes er kørselsafstanden kort til toget, E45 og Vejle.
Her kan du se frem til en kvalitetsvilla, som er fuldmuret, med træ/alu vinduer, har gulvvarme i alle rum, lækkert HTH-køkken, samt et helt unikt orangeri fra 2018!
Du kommer tørskoet hjem via carporten. Her mødes du af en flot entré med fordeling til flere rum. Bryggers med skabsplads, lyse elementer, klinkegulv og plads til vaskesøjle.
Via entréen har man adgang til det store, flotte køkken/alrum, hvor der er loft i kip med lyst troldtekt. Det er et rigtigt ’’samtale-køkken’’, hvor man kan være nærværende med sine børn eller gæster, når måltiderne er undervejs.
Fra alrummet er der fordeling til en stor og hyggelig stue med loft i kip, og smukt lysindfald fra de store vinduespartier. I forlængelse af stuen finder du 21 m2 orangeri fra 2018. Herude kan du tænde op i brændeovnen, og nyde en helt klar stjernehimmel. Et fantastisk og sjældent rum, der virkelig skal opleves!
Fra alrummet er der adgang til boligens værelser, som består af to børneværelser, et kontor og soveværelset. Sidstnævnte er med walk-in og eget badeværelse, hvor der er dobbelt håndvaske, brus og badekar.
Mellem de to børneværelser er yderligere et badeværelse, som fremstår i samme stil.
Udenfor kan haven nydes på den store græsplæne, hvor der er masser af plads til at boltre sig på. Ydermere kan det nævnes at solen kan nydes i fulde drag på terrassen, hvor der er gode solforhold fra først på dagen og til den sidste aftenstråle. Haven er totalt privat og godt lukket af hækken.
Foruden ovennævnte er der på ejendommen en integreret carport med tilhørende redskabsskur.
Så er fascinationen af et landsbysamfund, samtidig med kort afstand til Horsens og Hedensted, og praktikken i en let og tryg hverdag nogle af ønskerne på listen? Så er denne villa det oplagte bud på dit næste hjem….