Beskrivelse
Tip-top istandsat 2Ver på Amagerbro
Er du den boligsøgende type, der ikke gider bruge tiden i selskab med hverken værktøj eller malerpensler? Så bør du sætte denne 2Ver på Amagerbro højt på listen, for lejligheden er sat tip-top i stand ned til mindste detalje. Faktisk er renoveringen afsluttet så sent som sidst i 2021, så du får fornøjelsen at være den første, der rykker ind. I forbindelse med renoveringen er alt hevet ud og erstattet med nyt. De elektriske installationer er nye. Faldstammen i køkkenet er flyttet for at skabe plads og et mere funktionelt køkken. Det gamle tapet er pillet ned. Væggene er spartlet op, tilført nyt filt og malet. Der er lagt nye gulve i entré, køkken, soveværelse og stue. Og behøver vi at sige det? – Køkken og badeværelse er naturligvis spritnye.Lejligheden vil også opfylde dine behov, hvis du ikke gider bruge unødig tid på transport. 2Veren ligger centralt i storbyen med mindre end 100 meter til Amagerbrogades urbane mangfoldighed. Lige om hjørnet finder du også Amagerbro Station med metroens underjordiske lyntog rundt i byen. Det kan lyde utroligt, men faktum er, at du på samme tid kommer til at bo i en stille gade med et charmerende drys af købstadsmiljø. Anders Henriksens Gade er en lille, ensrettet sidegade mellem to mindre sidegader til Amagerbrogade. I store træk er det kun beboerne på vejen, der færdes her, og de fleste gør det til fod eller på cykel. Ejendommen er af den gode, gamle slags fra begyndelsen af forrige århundrede, og den ligger trukket tilbage fra vejen – bag et stakit og en fælles forhave, som du kan bruge kvit og frit….