Beskrivelse
Indflytningsklar villa med eventyrlig have og attraktiv beliggenhed
Nybolig byder velkommen på Korslund 20 i Hjørring til denne indflytningsklare villa, som ligger fuldkommen uforstyrret i en parklignende have. Her kan I få en nem og bekvem hverdag tæt på alle hverdagens fornødenheder i form af skole, indkøb og nærhed til centrums mange muligheder. Der er nem, tryg og ubesværet vej til skole og fritidsaktiviteter for børnene via stisystem. Desuden kan I på en kort spadseretur nå Thirup Park, hvor smuk natur udfolder sig i det kuperede område med en smuk anlagt sø, og hvor stier fører jer rundt i det nyanlagte område.Udelivet kan ligeledes nydes på Korslund 20, hvor den 806 kvm. grund byder på en eventyrlig indretning med snoede stier, smukke blomstrende bede i sommerhalvåret og stengærred, som adskiller have og terrasse ved huset. Med et sydvendt terrasseområde, er I garanteret solens stråler fra morgen til aften. Den delvist overdækkede terrasse gør det muligt at søge skygge. Rundt i haven findes også hyggelige solkroge, et drivhus samt legehus. Boligen råder over 134 kvm. velindrettet bolig med en rar og rolig atmosfære. I bliver budt velkommen indenfor i boligen via entré, ligesom der er adgang til et praktisk bryggers med god plads til vaskefaciliteter og skabe til opbevaring. Stueplan er yderligere indrettet med et indbydende og lyst køkken, som ligger i åben forbindelse til en hyggelig stue med flot lysindfald og adgang til den overdækkede terrasse. Dertil to gode værelser og badeværelse. Trappen i entréen leder jer op på 1. sal, som råder over et stort værelse, gæstetoilet samt en ekstra stue med loft til kip, store vinduespartier samt adgang til en charmerende svalegang. Har I brug for yderligere værelser, kan dette rum nemt opdeles i to, således planløsningen bliver med i alt fem værelser.Foruden boligen får I en garage på 35 kvm.Alt i alt en fuldkommen indflytningsklar villa, som står klar til at byde jer velkommen hjem i skønne rammer….