Beskrivelse
Projekt: Stort luksussommerhus ved Vesterhavet
Uanset om man køber et sommerhus eller en helårsbolig, er der tit meget at se til, når man overtager et hus. Sagen er en ganske anden, hvis I stiger på dette projekt, som ligger få hundrede meter fra Vesterhavet. Her kan I nemlig overtage det færdigbyggede hus og starte første feriedag, så snart I står med nøglerne i hånden. Huset er klar til at tage springet fra tegnebrættet til Vejlbys klitlandskaber, så lad os dykke ned i, hvad det endelige sommerhus vil kunne tilbyde.
Et nybyggeri er selvfølgelig udført efter de specifikationer, som kræves af et moderne hus. Ejendommen på Neerlandiavej tager udgangspunkt i flotte materialer, hvor huset afdæmpede ydre skjuler det lyse, lækre indre. Her møder I stilsikkert inventar samt loft til kip med diskrete akustikplader, og med sin store, sydvendte langside inviterer huset masser af sollys ind i rummene.
Mange kvadratmeter får I også. Faktisk tæller fritidshuset 115 af slagsen, som dermed gør ejendommen velegnet til store forsamlinger, udlejning og som fast samlingspunkt i kalenderårets højtider. I kan roligt invitere familien med til vestkysten, for med tre værelser og seks sovepladser er her plads til alle. Samtidig følger de øvrige proportioner også med. Præcis ligesom derhjemme vil køkken-alrummet være husets store kernerum, og med hele tre terrassedøre udviskes grænsen mellem inde og ude fuldstændig, når sommervarmen melder sin ankomst.
Stuen indgår også i det åbne opholdsmiljø, hvor rummet indtager sin egen, rolige plads i den vestlige side. Og hører I til dem, der gerne tager lidt ekstra luksus med på ferien, er der godt nyt. Begge husets badeværelser bliver helt stilrent indrettet med lyse materialer, indbydende sanitet og flotte, askegrå klinker. Det største baderum udstyres desuden med et lækkert spabadekar, mens den tilstødende sauna sætter trumf på.
Den 870 m² store grund kan I selv være med til at præge, men I bliver naturligvis hjulpet godt på vej. Udeområderne er indtænkt helt fra starten, så I eksempelvis kan glæde jer over den store, overdækkede terrasse under tag. I alt har I udsigt til 65 m² sammenhængende træterrasse på husets lune solsider, så læn jer blot tilbage og slap af.
Vejlby er et rigtig skønt og populært sommerhusområde, hvor der er plads til at koble fra og nyde ferien i rolige naturskønne omgivelser. Og samtidig kan du ikke langt herfra også deltage i de mange aktiviteter, som findes i nærområdet. Lige uden for døren finder du den smukke og barske natur, som kendetegner vestkysten. Netop ved vandet møder du unikke naturoplevelser året rundt, og en cykeltur rundt i området med det bakkede og smukke landskab er bestemt en sommeroplevelse værd.
Vesterhavet med sin brede sandstrand er det helt store trækplaster for både turister og lokale, der elsker at komme til dette område i løbet af hele året.
Aktiviteterne omfatter blandt andet ridning, windsurfing, Harboøre Fritidscenter og meget mere. I Harboøre Fritidscenter er der blandt andet mulighed for at give sig i kast med skydning, motionscenter, skaterbane mv. Så skal der ske noget i din ferie, er det her et rigtigt godt område. Der er desuden kort afstand til rigtig gode indkøbsmuligheder i Harboøre og i sommerhalvåret er der både restaurant og købmand i gåafstand fra sommerhuset. Området ligger et lille kvarters kørsel fra Lemvig og Thyborøn, som begge er havnebyer ud til Limfjorden. Her summer det af liv, især om sommeren, med hyggeligt havnemiljø, flere dagligvarebutikker og masser af detailhandel. Hvis man ønsker at komme omkring uden bilen, er det muligt at tage det lokale og charmerende tog, VLTJ.
Hvis I har spørgsmål, så tøv ikke med at kontakte EDC Lemvig på telefon 96 63 40 00….