Beskrivelse
CHARMERENDE BYHUS MED PRIVAT GÅRDHAVE – BUD ØNSKES!
Man skal lede længe for at finde et gårdmiljø, der minder om det her i midtbyen. Midt i Roskilde får I egen ugeneret oase med blomster, hindbær, ribs, solbær, stikkelsbær, æbler og blommer og matterede vinduer indtil naboerne. Med den store træterrasse bliver det let at rykke børnefødselsdagen herud, ligesom I uden tvivl vil tænde op for grillen og nyde solen. Som et plus har byhuset lydisolerede vinduer, som betyder, at bylivet og trafikken ikke generer.Selve det stemningsfulde byhus er fra 1889 og er istandsat i 2014 med kærlig hånd i respekt for historikken. I finder her mulighed for 2 selvstændige boligenheder og dermed plads til den moderne families drøm om at have bedsteforældrene med på sidelinjen, eller I kan vælge at den ene boligenhed skal overtages af teenageren. Det er også en mulighed at udleje de øverste charmerende kvadratmeter midt i Roskilde og selv bo nedenunder, hvor I kan nyde gårdhaven, ligesom I kan vælge at bruge alle værelser selv og brede jer over de 172 m2 bolig. Byhuset er af den slags, hvor man straks føler sig hjemme, og vi glæder os til at give jer den oplevelse. I stueplan er køkken-alrummet forbundet med terrassen samt den tilstødende stue, der fungerer som et dejligt samlingspunkt på de stille aftener. I forbindelse hermed er der en pragtfuld glasstue med fem meter til loftet. Stueetagen har også et værelse og et badeværelse. Via en entre med en stemningsfuld trappe inviteres I ovenpå, hvor næste boligkapitel folder sig ud. Heroppe er der et nydeligt køkken-alrum, hvor teenageren kan samle vennerne omkring spisebordet eller game i den bløde sofa. Der er også to lyse, store værelser, så indretningsmulighederne er nærmest uendelige på første sal, hvor der også er endnu et badeværelse med både brus og kar. Det livlige og aktive byliv venter få meter fra hoveddøren, Caféerne frister efter en lang arbejdsdag, mens nichebutikkerne gør det let at finde nyt nips til boligindretningen, så vil I være tæt på det hele, har I valgt den rigtige adresse. Med 100 meter til stationen kan pendleren endda snooze lidt længere om morgenen. Samlet får I således 3 (4) store lyse værelser, 2 køkken-alrum, 2 badeværelser, en glasstue med højt til loftet og en grøn oase med overskuelige bede, frugt og bær i midten af Roskilde by, tæt på stationen med hyppige forbindelser til København og resten af landet. Bemærk i øvrigt, at der i 2014 blev givet tilladelse til, at 2. sal kunne indrettes til beboelse. Tilladelsen er udløbet, men der er mulighed for, at kommunen stadig vil være positive over for en ansøgning vedrørende dette….