Beskrivelse
ÆSTETIK I FØRSTE RÆKKE TIL SVANEMØLLE BUGT
Vellykkede, arkitektoniske finesser, en eminent planløsning, ugenerede udearealer og en beliggenhed i første parket til Svanemølle Bugt – hvad mere kan man drømme om? Denne smukke og gennemførte lejlighed har det hele, og man kan ikke andet end at glæde sig til at overtage et så æstetisk og velbeliggende hjem som dette. Velkommen til. Strandpromenadens eksklusive lejligheder er vel nok nogle af de bedst placerede boliger i hele København. Omgivelserne er rolige, og I har en god afstand til Strandvejen. Udsigten taler for sig selv og består af de blå bølger i bugten og stranden. Hver dag vil spadsereture langs promenaden og det rolige vand lokke, og på trods af den naturskønne beliggenhed er I kun en kort cykeltur fra Indre Østerbro, mens alle hverdagens gængse destinationer såsom skole, dagtilbud og indkøbsmuligheder er inden for en radius af 700 meter. Lad blot blikket hvile lidt på den smukke ejendom, hvis kantede og stringente natur brydes af mere organiske forløb, der ændrer karakter, som I bevæger jer rundt om bygningen. Bemærk også de mange terrassers placeringer, der har resulteret i nogle helt ugenerte uderum. Inden døre fortsætter det flotte udtryk, og I vil opleve et gennemgående farve- og materialevalg, der giver en rød tråd, som kæler for den æstetiske sans. Fra entréen med god skabsplads bevæger I jer direkte ind i hjemmets hjerte. Her er stuen og køkkenet udført i ét, og vinkelformen opdeler rummet i sine respektive funktioner. Stuen byder på masser af plads, et behageligt lysindfald og en integreret pejs. Køkkenets hvide, glatte fronter udstråler elegance og lethed, og den brede ø giver udsyn til terrassen, mens retterne bliver til. Boligens nordlige del er fordelagtigt allokeret til de tre værelser samt de to badeværelser med indbyggede armaturer og rainshower. Forældresuiten har eget badeværelse og to udgange, hvoraf den ene fører til en terrasse.Hele dagen beriges udearealerne af sol, og mens den store, overdækkede terrasse vender stik syd, får den mindre, fritliggende terrasse gavn af aftensolen. Afslutningsvis er der flere lækre fællesfaciliteter såsom motionscenter, sauna, paddelboads og kajakker til fri afbenyttelse og et stort parkeringskælder med elladestander….