Beskrivelse
Pænt og hyggeligt fritidshus tæt på stranden
Åbent hus med tilmeldingskrav 11/2 – klik på billede –
– Hyggeligt fritidshus i flot stand
– To værelser og alkove i stuen
– Nem, lukket have med træterrasse
– Få meter til stranden
Trænger I til et rart fristed, der indbyder til afslapning fra det øjeblik, I parkerer bilen? Så er dette charmerende fritidshus i Jørgensø lige sagen. Fritidshuset byder på 58 velindrettede kvadratmeter, og der hører en lille, ugeneret have til. Med husets flotte stand in mente er det derfor ikke det løbende vedligehold, I skal skænke mange tanker. Dermed er det kvaliteter som beliggenheden, de få meter til stranden og ikke mindst husets hyggelige stemning, som udmærker Strandbyvej 51.
Fritidshuset ligger for enden af en lukket vej i det fredelige sommerhusområde ved Jørgensø, som I finder rundt regnet en kilometer oppe ad kysten fra det populære Hasmark Strand. Det rolige, børnevenlige badevand og den flotte sandstrand er den samme, men I undgår de fleste badegæster, da der ikke er anlagt mange offentlige parkeringspladser i jeres område.
Derfor er Jørgensø en lidt velbevaret hemmelighed, som I nu kan blive indviet i. En gåtur langs vandet kan hurtigt føre jer forbi ishuset, grillen og minigolfbanerne i Hasmark, og i praktisk regi tager det 10 minutter at cykle til Dagli’ Brugsen i Bårdesø. Og uanset om I hører til familiens vandhunde eller landkrabber, vil alle nyde at have stranden og vandet få skridt fra sommerhuset.
Den overskuelige grund på 263 m2 er overvejende indrammet af et højt plankeværk, så udelivet kan nydes helt ugeneret. Der er installeret udebruser i haven, ligesom der er stor, delvist overdækket træterrasse. Der er carport til bilen og et redskabsskur i tilknytning til huset, hvor havemøbler eller cykler kan opbevares uden for sæsonen.
Selve fritidshuset er fra 1987, og det klassiske træhus er malet i en himmelblå nuance. Indenfor er pladsen effektivt udnyttet, og med to værelser samt en charmerende alkove i stuen er der plads til hele familien. Køkkenet indgår i husets åbne opholdsmiljø, som også inkluderer entréen, og stuen er udstyret med brændeovn, som godt nok mest er til for hyggens skyld, da der ligeledes er installeret varmepumpe i opholdsafdelingen. Afrundingsvis får I et nyere badeværelse fra 2016 med hvide fliser på væggen og lyse gulvklinker. Da inventaret gennemgående er lyst og pænt, skal I ikke automatisk sætte gang i moderniseringer, inden I tager fritidshuset i brug.
Kontakt os for en fremvisning….