Beskrivelse
Bo børnevenligt i Esrum – direkte til mark og skov
Åbent hus med tilmeldingskrav 11/3 – klik på billede –
At komme hjem til Rishave Park 12 i Esrum er noget af en oplevelse – hver dag året rundt. Som det sidste hus på en lille lukket stikvej ligger boligen og den knap 800 kvadratmeter store grund direkte til mark og skov. Den åbne mark giver øjenkontakt med hjorte, lamaer og får, der græsser på den anden side af skellet. I baggrunden knejser skoven med årstidernes skiftende farver under den nordsjællandske himmel. Ingen trafik eller anden støj bryder forstyrrende ind. Der er totalt fred og ro på Rishave Park 12.
Helt alene med dyrene er man dog ikke. På stikvejen og i nabolaget er der flere familier, som har et velfungerende naboskab for både børn og voksne. Tæt på ligger vuggestue og børnehave, mens nærmeste skole er i cykelafstand. For den naturglade børnefamilie er Rishave Park 12 et fantastisk sted at slå rødder.
Med 82 kvadratmeter er huset ikke stort, men pladsen udnyttes godt. For eksempel er køkken, alrum og stue samlet i et åbent rumforløb. Og stuen er så rummelig, at et hjørne kan konverteres til et værelse mere – hvis der ønskes et supplement til de eksisterende to værelser.
Og så er der masser af udenomsplads. Som den overdækkede terrasse ud for køkken og alrum. Som carporten, de tilhørende skure og indkørslen til flere biler. Som terrasser, hyggekroge og plæner – på kanten af naturens fred og ro.
Kontakt EDC for en fremvisning….