Beskrivelse
Hyggeligt hus, central beliggenhed, solceller på taget
På Morsøvej 10 får man ikke kun et hyggeligt hus, hvor man selv bestemmer om det skal bruges til helårsbeboelse eller sommerhus. Du ligger også kun 500 meter fra diget, hvor du lige omme på den anden side har hele Vesterhavet som “legeplads” – til glæde for både store og små.
På huset er der opsat solceller, som økonomisk er et rigtigt godt supplement til den allerede billige fjernvarme. Brændeovnen, som bestemt heller ikke skal glemmes giver udover varmen også god hygge i den store stue.
Bemærkning: Elvarme på 1. sal – Men der er gjort klar til at fjernvarme kan sluttes til heroppe.
Kvadratmeterne er udnyttet rigtigt fint, og der er ikke meget spildplads på de to etager.
Der er hele 5 værelser samt to store stuer udover det rummelige køkken, hvor der også er spiseplads.
Det er værd at fremhæve det fine lyse bondehuskøkken som er med til at understrege det lyse udtryk gennem stort set alle rum i huset.
Endvidere er der både entré og bryggers samt mindre fordelingsgange og til sidst 2 badeværelser.
Husets mange kvadratmeter giver mange muligheder, og kan ikke mindst skabe plads til mange feriegæster, hvis man påtænker at investere i et større sommerhus til udlejning. Beliggenheden i dette miljø og beliggenheden tæt på Vesterhavet vil tiltale mange feriegæster gennem hele året.
Udover beboelse får du tilmed en skøn indbygget udestue som nærmest kan sidestilles med et lille charmerende orangeri – God plads til både møbler og de grønne planter, og et dejligt ekstra rum i tidlig forår og sensommer.
Herfra er der udgang til haven som helt optimalt vender mod syd, hvor solen kan nydes gennem det meste af dagen.
Ved indkørsel og i forbindelse med huset, ligger en stor garage på hele 40 kvm., som er bygget sammen med et mindre udhus på 9 kvm.
Thyborøn er en spændende fiskerby i udvikling – både i forhold til arbejdspladser og turisme. Udover indkøb, skole, daginstitutioner fra 0-6 år, fritidsaktiviteter, jernbane som offentlig transport m.m. har den især sit hyggelige og dynamiske havnemiljø. Indkøbsmulighederne i lokalområdet er gode og favner både dagligvareforretninger og øvrig detailhandel.
Lokalbefolkningen er fyldt med ildsjæle, der brænder for at udvikle byen i positiv retning. Løbende kommer der nye attraktioner til, og man er ikke banke for “at prøve ting af”, når det handler om at lokke både folk og turister til byen. Surferbar, is-skulpturer, Jyllandsakvariet med alle dets små arrangementer, det helt klassiske sneglehus, små og større spisesteder, overnatningsmuligheder lige fra hotel til campingplads, og meget mere.
Herudover har Thyborøn også en helt unik beliggenhed i storslået natur helt ud til klitrækken og Vesterhavet og samtidig et skønt stykke strandbred ved indsejlingen til Limfjorden, hvor det er trygt at bade og opholde sig med børn – Måske endda én af Danmarks bedste badestrande, hvis du spørger os.
Thyborøn er i stigende grad blevet en rigtig hyggelig ferieby for både store og små.
Kontakt EDC Lemvig på 96 63 40 00 for en uforpligtende fremvisning allerede idag….