Beskrivelse
Spændende gennemrenoveret ejendom med helt klare linjer og gode lysindfald…
I finder den villa midt i skoven i Gl. Tibberupkvarteret på en tilbagetrukket, privat grund med masser af sol, hyggekroge, stor vestvendt og solrig terrasse og vekslende beplantning.Ejendommen er meget karakteristisk med tydelige streger fra 60ernes danske arkitekter Udsen, Utzon og Ibsen. Ejerne har trukket linjerne op og tilført boligen et moderne præg med mere lys, større værelser og et virkeligt dejligt alrum på henved 70 m2. Samtidigt er her et nyt tag, nyt køkken, ny kloak, ekstra isolering, mens indervægge og gulve er renoveret overalt.Huset ligger helt ugeneret med adgang via en nyanlagt indkørsel med vendeplads og plads til flere biler. Her er carport og udhus til det praktiske, mens adgange til boligen sker gennem en fin lys entré og en bred fordelingsgang til overtøj mv.Det store alrum gør dig nysgerrig og her lokkes du ind af den fine indretning, materialerne og det gode lysindfald. Her er et stort køkken med Ø, indbyggede elementer i mørkt træ og indbygget emhætte. Ud over spisepladsen ved køkkenet er her et læsehjørne, en dagligstue med brændeovn, flot kig til haven og så en god detalje med en new-yorker væg med vinduer opdeling mod den vestvendte del af stuen med udgang til den store overdækkede terrasse. Et rum, der bare skal opleves…! Den førnævnte fordelingsgang giver adgang til huset 3 store soveværelser (Her kan nemt indrettes endnu et) og et lækkert badeværelse med brus.Bryggers med egen indgang er i samme elementer som køkkenet og her er ekstra vask, opbevaring mv. Haven er beplantet med spændende gammel beplantning, Rhododendron, frugttræer, bærbuske og er en oplevelse i sig selv. Samtidigt er den gjort nem at holde. Her findes et renoveret isoleret udhus på 22 m2 (Tidligere bolig for tjenestefolk til nabohuset) og så giver stien i baghaven adgang til stisystem til skole og institutioner, Espergærde Center og Station, samt resten af kvarterets børnefamiler og så naturligvis søndagsturen på Sandvejen som leder til Krogerup og Louisiana.En virkelig spændende bolig med bedste beliggenhed…….