Beskrivelse
Yderst velholdt familievilla med skøn have i Lille Skensved
Denne familievilla er ikke blot lys, velindrettet og yderst velholdt. Den har også en skøn have og en virkelig god beliggenhed, der giver dig det bedste fra landet samtidig med, at der er nem forbindelse til både Roskilde, Køge og København. Ejendommen er opført i 1984 af de nuværende ejere, som har boet der og nøje vedligeholdt den lige siden. Senest i 2020 foretog de en større renovering, hvor de lagde hvidolierede egetræsplankegulve i hele huset, monterede nye klædeskabe, indvendige døre og et flot køkken fra KVIK med bl.a. vinkøleskab. Lidt før, i 2017-2018 blev alle vinduer og døre udskiftet, mens badeværelserne er renoveret i 2010. Boligens opholdsafdeling indeholder køkken og stue, der smelter sammen i ét stort, åbent leverum med brændeovn. Her er et dejligt lysindfald fra flere sider og desuden to udgange til haven. Derudover byder huset på fire soveværelser, to badeværelser samt et praktisk bryggers og en entré. Du kan se frem til at nyde de lune sommerdage under åben himmel i den skønne have, der er smukt anlagt med bl.a. rododendron, masser af roser, blommetræer i espalier, en klatrevin og et magnoliatræ. Haven har derudover både en fliseterrasse og et terrassedæk i træ samt et drivhus, som indtil videre har været brugt som orangeri. På grunden er der også et godt udhus med carport og et stort redskabsrum. Hele herligheden er placeret på en stille og rolig villavej lige i nærheden af Grønningen i Lille Skensved. Her er landligt og en hyggelig landsbystemning, og samtidig holder bussen til Køge Nord Station nærmest lige uden for døren, så du får nem forbindelse til København. Byen har dog alt, hvad du skal bruge i hverdagen: Skole, institution, supermarked, idrætsfaciliteter, slagter, delikatesseforretning og pizzeria. Man kan med andre ord få sine drømme opfyldt med denne dejlige villa. Slå til, hvis det lyder som noget for dig….