Beskrivelse
IDYL, UDSIGT, OG CHARME
I skovens dybe, stille ro er en vise, der fra tid til anden kan bide sig fast, når I begiver jer omkring i dette hjem. I omgives nemlig af høje, ranke træer med en særdeles grøn udsigt til følge. Træhuset lever op til idyllen sammen med den let skrånende grund, der giver jer en aldeles funktionel over- og underetage. Her gives der mange værelser, to badeværelser og dragende opholdsmiljøer. I supplement med idyllen ligger nærmiljøet i Bagsværd også inde med alt det, I skal bruge i hverdagen.Allerede ved ankomst slås tonen an med den sorte træfacade, der akkompagneres af hvide sprossevinduer, og det hele indrammes af grønt. Indenfor følges takten af de synlige loftsbjælker i samspil med de skønne, bløde lysindfald og udsigten. Sidstnævnte bliver særligt markant i overetagens spisestue, hvor der er loft til kip og et højt, bredt vinduesparti. Dette opleves i sandhed som et foranderligt maleri, der tager form efter det frodige og grønne, efterårets gyldne skær og vinterens sneklædte, nøgne grene. Køkkenet passer nydeligt ind i stilen, og på øen kan tapas eller brunch arrangeres som tag-selv-bord, når venner og familie skal byde jeres nye hjem velkommen. Fra både køkkenet og den store dagligstue er der udgang til altanen, så der er god harmoni mellem ude og inde.Planet fuldendes af et badeværelse med bruseniche, mens underetagens badeværelse er med badekar og to håndvaske. Hernede er rummene også lyse, og fire værelser forkæler jer lidt ekstra med terrassedøre. Til slut råder I over et kælderrum.Haven er udført som en oase. Den lille havedam, orangeriet, krinkelkroge og flere terrasser mødes i en fantastisk forening, der alt sammen omkranses af de høje træer. Sene sommeraftener med lyskæder og tæpper bliver som en drøm til lyden af naturen.Under 550 meter væk ligger skolen med det passende navn: Skovbrynet Skole, og der er ikke meget længere til Bagsværd Svømmehal. Indenfor halvanden kilometer har I adgang til indkøbsmuligheder, daginstitution og S-toget, mens bilen når motorvejen på fem minutter. Med det praktiske af vejen, er det stadig områdets natur, der drager jer, hvor de smukke omgivelser med skov og søer er lige i nærheden….