Beskrivelse
Mange kvadratmeter i centrum af Ullerslev – mulighed for liberalt erhverv
Åbent hus med tilmeldingskrav 28/5 – klik på billede –
Det giver god mening, at denne velholdte og rummelige villa i Ullerslev har følgeskab af en erhvervsbygning på 90 m2. For beliggenheden centralt i byen giver et optimalt udstillingsvindue – perfekt til selvstændige erhvervsdrivende. Uanset hvad er her samlet set rigtig god plads at komme efter, og da villaen efterhånden trænger til en opdatering, får I de bedste kort på hånden, når boligdrømmen skal realiseres.
Villaen ligger lige over for byens lægehus, og der skal ikke tages mange yderligere skridt for at nå Spar-købmanden, idrætshallen eller Vibeskolen. I har med andre ord gåafstand til det hele i byen og endda overkommelig cykelafstand til både Langeskov og Nyborg – i hvert fald om sommeren – mens I nok vil foretrække at starte bilen, når de 20 kilometer til Odense skal tilbagelægges.
Grunden er på 794 m2, og med både villa, erhvervsbygning og et stort areal til kundeparkering er der ikke meget have, der skal passes. Med den øvrige kombination af bede og flisebelægning lander haven i den næsten utænkelige kategori, hvor den både er nem og nydelig, og der gemmer sig mange fine terrassemiljøer og hyggekroge rundt om huset.
Det arkitektoniske udtryk er hentet fra de klassiske A-huse, og villaen fra 1969 fremstår i overvejende original stand. Kender I lidt til kvaliteten af datidens materialer, vil I vide, at dét bestemt ikke trækker ned, så selvom I sandsynligvis vil give indretningen en moderne opfriskning, er der mange detaljer, der er værd at holde fast i. Det gælder for eksempel de gennemgående, mønstrede parketgulve og det store, blyindfattede vinduesparti ved entréen. De 172 m2 fordeler sig dertil over halvandet plan, så villaen har en god opdeling med værelser på førstesalen og opholdsrum i stueplan.
De tre store værelser udgør derfor sammen med badeværelset hele førstesalen, mens stueplan er praktisk udstyret med et gæstetoilet. De to stuer en suite forbindes elegant af et sæt franske døre, mens I får yderligere opholdsrum i form af en lys udestue og det store køkken-alrum. Køkkenet har et charmerende udtryk med velholdte fyldningslåger og vitrineskabe, så måske er et lag maling det eneste, der skal til for at give rummet nyt liv. Villaen er desuden udstyret med et lille viktualierum ved baggangen.
Lad os uddybe detaljer og muligheder ved en fremvisning – kontakt os….