Beskrivelse
Velindrettet og indflytningsklar villa
Denne dejlige gulstensvilla blev efterisoleret i 2016, så den opnåede et flot Energimærke C. Det skete i forbindelse med ny tagbelægning og etablering af nyt undertag. Tagrender og nedløbsrør er af aluminium, og ved samme lejlighed blev der etableret LED-lys, så det hele også tager sig æstetisk godt ud. Boligen er lige til at tage i brug, og planløsningen passer perfekt til en familie med et barn eller to, for her er to værelser og et større voksenværelse, alle med indbygningsskabe. På både badeværelset og toilettet er der vandbaseret gulvvarme. Køkkenet er med HTH-interiør og spiseplads. I har også mulighed for at etablere køkkenalrum, da den pænt store stue og køkkenet deler væg.
Stuen har lysindfald fra både syd og vest og er med skydedør ud til en overdækket terrasse. I får desuden en terrasse på den modsatte side af huset, så der er mulighed for at tage ophold på både et solrigt og skyggefuldt sted. Haven er velanlagt og med både frugttræer og nyttehave. Haven lukkes nemt af med et lille rækværk, så de mindste kan rende frit rundt. Garagen er muret og med stik til el-bilen.
Ejendommen ligger på en lukket vej uden nogen videre trafik i et kvarter med stisystem, så det er nemt, hurtigt og sikkert at komme frem og tilbage til skole, børnehave og vuggestue. Dagligvareindkøb, station, gymnasium og Vejen Idrætscenter ligger inden for bare en kilometers afstand. Og når der også er kort afstand til de skønneste naturområder, er der vel egentlig tale om et hus med fuld plade….