Beskrivelse
Lys og indbydende villa med skøn markudsigt
I landsbyen Birkende et par kilometer fra Langeskov finder I denne velholdte villa, som har en mere end almindeligt attraktiv beliggenhed. Villaen ligger nemlig for enden af det lukkede vænge, så den sydvendte baghave grænser op til et betagende marklandskab – og dén udsigt er bestemt værd at tage med.
I mange tilfælde vil det være Langeskov, I søger imod for dagligdagens fornødenheder, for her har I både nærmeste folkeskole og områdets bedste indkøbsmuligheder. Friskolen i nærliggende Rynkeby er også værd at have i baghovedet, når skolealderen nærmer sig, og inden da er det både praktisk og rart, at Birkende har flere dagplejere. Den korteste rute til stationen via Hvileholmsvej er i øvrigt også den smukkeste, og det er lige så hurtigt at nå centrum af Odense ved hjælp af cyklen og offentlig transport som i bil.
Risvænget 19 i landsbyen byder på en præsentabel etplansvilla fra 1973, som ligger misundelsesværdigt godt for enden af det lukkede vænge. Mens hækken skærmer godt af til nabosiderne, er den holdt lav i syd, så I får mest muligt ud af udsigten. Det gælder både, når I befinder jer på terrasserne i den velanlagte have, og når I nyder en rolig stund i den helårsanvendelige udestue, som udgør et skønt supplement til boligens øvrige opholdsrum. Derudover er der også en stor garage på 44 kvm som kan benyttes til mere end bare biler, dette kunne være et godt værksted eller hobbyrum.
Det egentlige boligareal er på 125 veludnyttede kvadratmeter, og gennemgående er her tale om en lys, velholdt og løbende opdateret bolig. Den store stue er udstyret med en brændeovn, og ved siden af stuen ligger det lyse og hyggelige spisekøkken, så I får dermed gode betingelser for at åbne mere op mellem afdelingerne, hvis I ønsker det. De tre værelser ligger samlet i husets ene ende, og de består af ét stort og to mindre. I får også et lyst, rummeligt badeværelse samt et godt bryggers, mens den brede entré afrunder planløsningen. Entréen er i øvrigt så stor, at den sagtens kan indrettes med hjemmearbejdspladser eller eventuelt udnyttes som lege- eller multirum.
En indbydende og velholdt villa med højt til himlen – kontakt os for en fremvisning med det samme….