Beskrivelse
Her er mulighed for at bo i “det vilde vesten”
I absolut fredfyldte og ugenerte omgivelser ligger denne ejendom omgivet af pragtfuld og frodig natur. Fra ejendommen er der kun ca. 2 km til Timring Skole, hvor der også er børnehave og idrætshal. Timring er i øvrigt et meget aktivt og velfungerende landsbysamfund. Herfra er der godt 2 km til Vildbjerg, hvor der bl.a. er tog- og busstation samt alle dagligdagens nødvendige indkøbsmuligheder.
Der er på mange måder tale om en ejendom lidt ud over det sædvanlige. Det kan bl.a. nævnes, at der kan medfølge en “western landsby”, en anneksbygning indeholdelse et “gæsteværelse” med toilet og tekøkken samt en ottekantet pavillon havebygning.
Der er en dejlig atmosfære og et skønt afstressende miljø med mange gode terrasser, hvor der altid kan findes læ et sted. Flere af terrasserne er også overdækket.
Stuehuset er fritliggende og fremstår med brugbart køkken og tidssvarende badeværelse. Ifølge ejeren er der gulvvarme i stuen, i gangen og på badeværelset.
Boligen er indrettet med et rummeligt Bryggers, hvor der er god plads til vaskemaskine og tørretumbler – et lille hyggeligt Spisekøkken – et Viktualierum – en Spisestue med brændeovn og udgang til haven – et Depotrum – en Fordelingsgang – et Kontor – et pænt og tidssvarende Badeværelse – en ekstra Stue og et Soveværelse.
Grunden er på godt 1,5 ha, og det meste ligger i skov. Tidligere har jorden været dyrket. Ved fældning af skoven kan jorden igen anvendes til dyr.
Der er indlagt by vand i stuehuset. Opvarmning er via pille fyr og brændeovn. Desuden er der installeret en el vandvarmer. Afløb er til septiktank.
Vi glæder os meget til at byde jer velkommen til en fremvisning af denne spændende ejendom….