Beskrivelse
Charmerende halvt dobbelthus med skøn have
Udefra giver dette halve dobbelthus på Borgmester Nielsens Vej et ganske fint førstehåndsindtryk - og så bare vent, til I kommer indenfor og oplever den skønne bolig. I vil uden tvivl blive positivt overraskede over, hvor lyst og rummeligt her er, og det tager heller ikke mange minutter at forelske sig i den private have, der gemmer sig bag ejendommen. Boligen er løbende istandsat, så alt fremstår velholdt, og hjemmet prydes af mange originale 50er-detaljer. Her skal især fremhæves de indbyggede skabe og den elegante svingtrappe samt den charmerende skydedør, der forener husets to stuer. Begge stuer er store, gode rum, som har talrige indretningsmuligheder. Hele stuemiljøet får et dejligt lysindfald, og fra den ene stue er der direkte udgang til haven. I det tilstødende køkken er det oprindelige snedkerkøkken delvist bevaret, og de klassiske, hvide vægfliser er også blandt de originale elementer. I køkkenet er der etableret en lille spiseplads, og såvel her som i entréen er der rustikt plankegulv. Stueplanet afrundes af et pænt flisebadeværelse, der har hvidt inventar og gulvfliser i en varm nuance. Førstesalen byder på to store soveværelser, et depot og et ekstra værelse, hvis skabsvæg gør det oplagt at benytte rummet som walk-in-closet. Det ene soveværelse er indrettet med en hyggelig alkove, og her er endvidere smarte, indbyggede hylder.Kælderen har et viktualierum, et vaskerum og to disponible rum, der eksempelvis kan bruges til værksted, lager eller hobby. Den stemningsfulde have er anlagt med frodig, grøn beplantning og farverige blomster. Her er også et overdækket terrasseområde og et bålsted, hvis belægning er udført med Nexø sandsten. Fra adressen kan I spadsere til gågaden på ti minutter, og cykelturen til både stranden, lystbådehavnen, indkøb, offentlig transport, skoler og Campus Bornholm tager omtrent fem minutter….