Beskrivelse
Velholdt fritidshus med attraktiv beliggenhed nær Lyngvig Fyr!
Ganske ugeneret i sommerhusområdet ved Lyngvig Fyr ligger denne skønne perle med mulighed for mange skønne ferier, ro og afslapning for den kommende ejer. Det 93 m2 store fritidshus, der er beliggende på en 1.330 m2 stor grund, har skønne udenomsarealer og kan med gode opholdsrum danne rammerne om dine feriedrømme med familier og venner.
Velkommen indenfor:
Fra husets garage, hvor du ganske tørskoet kan stige ud af bilen, har du adgang til husets dejlige entré/bryggers, hvor du med god plads til opbevaring af overtøj, tøjvask m.m. kan ordne de praktiske gøremål. Fra bryggerset finder du et rummeligt soveværelse med god skabsplads. Herefter træder du fra entréen ind i det dejlige køkken, som med det skønneste lys fra et ovenlysvindue skaber et godt rum. Fra køkkenet kan du følge med i aktiviteterne ved spisebordet samt i den fine stue, hvor du – efter en lang gåtur i det naturskønne område, kan varme dig ved brændeovnen, som skaber hygge og varme. Stuen fremstår lys med store vinduespartier i syd og en fin karnap i vest.
I huset er, ud over soveværelset, 2 fine værelser samt 2 gode badeværelser.
Husets udenomsarealer byder på de dejligste kroge, hvor du ugeneret kan nyde solen, drikke din eftermiddagskaffe eller nyde en god middag med venner og familie. Der findes dermed både terrassearealer i syd og vest, hvor du hele dagen igennem har mulighed for at finde solen på de gode sommerdage.
Fra garagen finder du et fint og delvist isoleret udhus/redskabsrum, som er velegnet til opbevaring af alt fra havehynder, fryser m.m.
Derudover er der i haven også placeret et dejligt isoleret ca. 10 m2 anneks, hvorfra du kan slappe af og nyde roen, der er i området.
Huset opvarmes med varmepumpe samt brændeovn, og er ikke tilmeldt udlejning.
Søger du et sommerhus med beliggenhed i et attraktivt område på Fyrmarken 211? Så kontakt os endeligt for mere information og en fremvisning….