Beskrivelse
Ejendommen:I det skønne og populære sommerhusområde Bøhl på Limfjordsøen Jegindø findes dette meget velindrettede sommerhus på 84m2 fra 1976. Fra huset, der er beliggende i 2. række, har du kun ca.180m til vandkanten mod øst og ca. 230m til øens nok mest populære badestrand mod nord. Her har du rig mulighed for at boltre dig i fjorden med havkajak, SUP board eller måske med fiskestangen efter en ørred til grillen. Er du mere til østers kan disse også høstes nærmest lige udenfor døren. Tag familien i hånden på en lille travetur på ca. 1 km til havnen på Jegindø, hvor du kan opleve det autentiske liv i erhvervshavnen eller nyde sommerlivet i lystbådehavnen. Selve huset er over årene renoveret med køkken, bademiljø, brændeovn, luft/luft varmepumpe samt træ/aluvinduer og døre fra Velfac i næsten hele huset. Enkel have udlagt i græs og med flisebelagt rund og solfyldt terrasse. Grunden afgrænses af træbevoksning. Carport samt udhus med nyt lyspladetag og plads til bil og måske mindre båd, havkajak eller bare haveredskaber. Der er praktisk håndvask i udhuset, når den friskfangede fisk skal renses eller Jegindø kartoflerne skylles. Et virkeligt fint, gedigent og godt beliggende sommerhus til en god pris. Indretning:Fra carport har du direkte adgang til entré med god plads til overtøj. Linoleum på beton og ludet rustikloft med loftlem. – Køkken med god spiseplads og udgang til haven og den runde solfyldte fliseterrasse. Åben forbindelse til stue i vinkel. Hvide grebsfrie køkkenelementer i laminat og grå bordplade. Lyst laminatgulv og ludet rustikloft. – Opholdsstue med brændeovn, lyst laminatgulv og ludet rustikloft. – Soveværelse med lyst laminatgulv og ludet rustikloft. Fast skab med 3 låger og overskabe. – 2 værelser begge med tæppe på beton og ludet rustikloft. – Badeværelse med hvidt grebsfrit bademiljø i samme stil som køkkenet. Hvid sanitet og brus i hjørnet. Hvidt/grånistret klinkegulv ilagt varme og ludet rustikloft. Isolering ifølge bygningstegninger: Gulv 50mm Ydervægge gasbeton m 10cm isolering i fuger Loft 150mm Vandforsyning: Privat vandforsyningsanlæg – Jegindø Vandværk.Kloakforhold: Mekanisk rensning med nedsivning. Området skal ifølge Struer Energi spildevandskloakeres i 2024. Tilslutningsbidrag 2023 kr.: 43.957,50,- + gravearbejde mv. på egen grund.Opvarmning: Elpaneler med natsænkning, Panasonic luft/luft varmepumpe og Wiking Nordic 7 brændeovn fra 2008.Vej: Fælles/privat.Fibernet: Nej, men muligt. Forhør hos ejendomsmægler….