Beskrivelse
Villa med cykelafstand til Høfde Q – muligt sommerhus ved Vesterhavet
I kan selv vurdere, om denne villa skal være jeres fremtidige sommerhus, eller om I søger en mere permanent base ved Vesterhavet. Sikkert er det, at Fjaltring kan rumme det meste, og området er skønt og levende både sommer og vinter. Huset kan opdateres efter behov, og foruden villaen byder ejendommen desuden på et rummeligt udhus.
Selve villaen er et rødstensbyggeri fra 1932, og godt et årti senere blev udhuset tilføjet. Boligen ligger i en lille klynge af huse, og I kan cykle til købmanden eller friskolen i Fjaltring på fem minutter, mens stranden ved Høfde Q ligger ti minutter væk og er områdets sikreste sted at bade. Her er også udmærkede toiletforhold og desuden gode parkeringsmuligheder, hvis I foretrækker at tage bilen herned.
Indretningen måler 150 m², som fordeler sig i to etager. Til fritidsbrug er pladsen således mere end rigelig, og med fire værelser er kernefamilien også godt klædt på til dagligdagen. Man har udviklet planløsningen med årene, og eksempelvis rummer boligens stueplan et åbent køkken-alrum, ligesom de to tilstødende stuer også ligger i åben forbindelse.
Badeværelset findes i udhuset, og I har adgang hertil fra boligens bryggers, som har plads til vaskefaciliteter og opbevaring. Omvendt finder I trappen til første sal ved indgangspartiet, som ligger på modsatte side af huset. Også ovenpå er kvadratmeterne godt udnyttet, og tre af de fire værelser er udstyret med hyggelige alkover. Potentielt kan I endda indrette et fjerde værelse, hvis I har behov, mens planløsningen afrundes af en stor, møblérbar repos.
I finder huset på en 855 m² stor grund, og bortset fra lidt plæne er haven allerede så pasningsnem, som det næsten kan lade sig gøre. Selve villaen ligger lidt fremme på matriklen, så baghaven er privat, og i krogen mellem bygningerne får I en fliseterrasse med læ for vestenvinden.
I Fjaltring er der lys i vinduerne hele året. De fleste huse benyttes som helårshuse,
og sommerhusejerne er så glade for stedet, at de er der næsten hele tiden.
Fjaltring er kendt som Lemvig Kommunes kulturelle højborg. Her ligger Kulturcentret Tuskær, med kunstudstillinger, foredrag, kurser og koncerter. Centrets køkken har guldmærket for økologisk mad. Mange kunstnere har bosat sig Fjaltring. I Fjaltring er der en bred vifte af foreninger som varetager alt det folkelige arbejde og de mange muligheder, som gamle og nye beboere kan deltage i.
Her er friskole, børnehus, købmand, Forsamlingshus, Gæstehus/ Vandrerhjem, som alt sammen ejes og drives af Fjaltrings beboere. Overfor købmanden har beboerne overtaget en gammel gård, som nu drives som beboerhus med en lang række aktiviteter. Man kan også blive en del af kontorfællesskabet ”coworkfjaltring” hvor man kan leje sig ind i kortere eller længere perioder.
I Fjaltring lægger man vægt på, at tilflyttere får mulighed for at deltage i
aktiviteterne, hvis de har lyst. I vinterhalvåret bliver der arrangeret fællesspisning på skolen en gang om måneden. Hver fredag er er der eftermiddagscafe, hvor alle er velkomne, og i Beboerhuset bliver der afholdt en lang række møder, foredrag og filmaftener. Forsamlingshuset afholder hvert år lokalrevy. Den årlige græskar- og kagebagningskonkurrence er ligesom Sankt Hansaften på stranden og Open by Night ved købmanden store tilløbsstykker.
Badestranden ved Høfde Q er vidt berømt og området er ved at udvikle sig til et nyt centrum for surfere af alle slags. De nærliggende skrænter ved Bovbjerg er meget benyttede af hanggliderne. Her er rige muligheder for både at vandre og cykle væk fra den normale trafik og beboerne har anlagt et netværk af trampestier, som blandt andet benyttes som sikre skoleveje.
Kontakt os allerede i dag for en fremvisning på telefon 96 63 40 00….