Beskrivelse
Lyngså strand ligger ca. 12 km syd for Sæby og 4 km nord for Voerså. Stranden er perfekt sandstrand med flotte klitter, mulighed for at finde rav, gode fiskemulighed og mulighed for en badetur i bølgen blå. I Sæby er havnemiljøet blevet udvidet med mulighed til nye søsports aktiviteter. Den gamle bydel i Sæby er bestemt også et besøg værd, ligesom torvet i byen med de mange butikker og musiklivet om sommeren. I udkanten af byen er Sæbygård skov og golfbanen. Mellem fritidshuset og Voerså, er der et stort fuglereservat med masser af mulighed for at dyrke fuglelivet og i Voerså kan man købe ind ved den lokale købmand, spise en is ved åen eller sejle en tur på vandcykler eller ro i havkajak.Dette fritidshus ligger i 2. klitrække og grunden afgrænses mod syd af en mindre bæk, så fra terrassen er der både havkig/udsigt og kig ned til bækken. En perfekt beliggenhed, hvor den skønne udsigt til den uspoleret natur kan nydes. Fritidshuset er sortmalet, hvide vinduer og i god stand og lige til at tage i brug. Indrettet med entre, badeværelse med bruser og et separat rum, hvor der er sauna. Soveværelset er med skabe og med udgang til terrassen. Køkkenet er lyst og med spiseplads og åbent ind til stuen. I stuen er der brændeovn og stor åbning til udestuen, som er med masser af lysindfald fra de mange vinduer hele vejen rundt. Fra stuen er der også adgang til to gode værelser. På vestsiden af fritidshuset er der udebruser og et mindre udekøkken. Nuværende ejer udlejer sommerhuset gennem udlejningsbureau, hvilket ny ejer må respektere. Mulighed for en god lejeindtægt…Et fint fritidshus i en god størrelse og med en perfekt beliggenhed i 2. klitrække. Benyt denne chance og få en fremvisning af dette fine fritidshus….