Beskrivelse
Romantisk træhus med fantastisk orangeri i Risskov
Det er en fuldstændig indflytningsklar bolig, der venter jer på Haldsøvej 15, hvor dette træhus fra 1997 ligger. Det er et velholdt hjem på 151 m2, som løbende er blevet renoveret, hvilket har inkluderet blandt andet nyt tag i 2020, og samme år blev orangeriet på den 1.005 m2 grund færdiggjort. Desuden blev fyrretræsgulvet slebet og huset malet indvendigt i 2022. I bydes velkommen af husets store bryggers med god plads til opbevaring og vaskefaciliteter. Efter entreen finder I badeværelset der er opført i varme klinker. Hjemmets store og funktionelle køkken er fra 2020 med opdateringer fra 2022, og har et tidløst design med et landligt tvist og rummer et tilstødende viktualierum. Den rummelige og varme stue indeholder en Morsø-brændeovn fra 2022 og to døre ud til terrassen, som sikrer et dejligt lysindfald i rummet. I stueplanet får I et værelse, og på førstesalen er der yderligere to store værelser med synlige, hvidmalede bjælker og en indbygget skabsvæg. Den gennemførte og smukke stil, går igennem hele hjemmet som en rød tråd. Den lukkede have er idyllisk, hvilket skaber en skøn sommerhusstemning i hverdagen, hvor huset prydes af espalier og flotte planter. Midt i haven ligger det store gennemførte orangeri på 35 m2, der er opført primært i genbrugsmaterialer. Det er et smukt, rustikt og unikt uderum, med plads til både planter og familiehygge mange måneder af året. I forlængelse heraf finder I gæstehuset, der byder på et lille sove-anneks, en stue, bad og køkken. Ejendommen er placeret i et fredeligt kvarter, hvor der er en god stemning på vejen, og inden for halvanden kilometer har I nem adgang til Strandskolen, busstoppested, daginstitution og indkøb. Det er samtidig tæt på dejlige naturområder såsom Egå Engsø og Egådalen, hvor der er mulighed for vandre- og løbeture….