Beskrivelse
Panoramaudsigt, elevator, altan og egen P-plads
Åbent hus med tilmeldingskrav 19/11 – klik på billede –
Helt unik udsigtslejlighed med vue over Kartoffelrækkerne, Søerne og solnedgangen over de Københavnske tage. Det findes næppe smukkere eller mere spændende, her midt i Kbh. Ø og Cs dejlige bymiljø. Bilen kan du sætte i gården og herefter slentre en skøn tur igennem Østre Anlæg eller Botanisk Have – og vupti, så står du midt på Strøget, ved Søerne, Torvehallerne, Kongens Have eller i Gothersgade.
Øster Farimagsgade er en ultimativt charmerende gade med et skønt udvalg af lækre spisesteder, butikker og lokale tilbud og fra lejligheden har du udsigt over de charmerende byggeforeningshuse i Kartoffelrækkerne. Beliggenheden er intet mindre end eminent, at du kan bo så roligt midt i byen og alligevel i gåafstand til alt. Du bor centralt i både København Ø og K og har samtidig alle muligheder for frisk luft i de pragtfulde grønne områder ved fx Søerne, Botanisk Have og i Østre Anlæg, hvor der også er legeplads. Denne del af København byder simpelthen på alt, i gåafstand vel at mærke, med indre by, Torvehallerne, Nansensgadekvarteret og meget, meget mere. Rig adgang til transportforbindelser med bus fra Sølvtorvet samt S-tog og metro fra Østerport Station. Har man børn i skolealderen, er der kun et stenkast til Øster Farimagsgade Skole eller Krebs Skole i Stockholmsgade.
Lejligheden er moderne indrettet med fordelingsgang og entré med garderobeskabe. Stor opholdsstue hvorfra du har den smukkeste udsigt – årstidernes skiften kan følges som et smukt baggrundstæppe. I åben forbindelse får du rummeligt køkken med opvaske- og vaskemaskine samt rigtig god bordplads. Charmerende karnap med spiseplads og videre adgang til skøn altan, som, ud over at være den øverste, ligger i hjørnet og giver skøn strålevarme fra murværket om aftenen på dejlig sommerdag. Indendørs igen får du 2 store soveværelser samt et rummeligt badeværelse med nydeligt interiør samt udskiftet toilet. Lejligheden er velholdt og står stort set indflytningsklar efter en gang maling.
Utrolig spændende hovedejendom, hvor man bliver budt indenfor af elektronisk port – bag den lukkede port har lejligheden sin egen parkeringsplads og fra opgangen er der elevator direkte til døren. Her er også vaskeri samt cykelkælder og brugsret til eget 4 kvm. Kælderrum. Ejendommen er velholdt og pt. drøftes en facadeforskønnelse samt nye vinduer på gadesiden. Spørg EDC for mere info.
Velkommen til fremvisning og en snak om dine drømme for dit nye hjem….