Beskrivelse
Simsalabim …
Simsalabim, får man lyst til at sige om huset på By-Lyngen 4 i den lille by Blistrup i Græsted. For det er næsten ikke til at tro, at det er muligt at ændre et så træt og aftjent hus fra 1974 til så markant et nyt og uforskammet lækkert hus anno domini 2024. Alt står snorlige, alt er nyt, alt det tidligere er forhenværende. Derfor giver det slet ikke mening at opliste, hvad det tidligere så tidstypiske 1970er-parcelhus netop har været igennem af tryllerier. Selv græsset og raftehegnet til vejen er tryllet nyt.Det er et hus med masser af plads. Her er 320 etagemeter fordelt på en stueetage og en underetage, der med et mindre køkken nemt kan fungere som en selvstændig afdeling til au pair eller teenageafdeling. Hernede er der garage med plads til 2 biler. Ingen våde fødder, ingen blæst i håret, ingen surmuleri når det danske vejr viser sine blyfarvede tænder. Her er gulvvarme overalt, egetræsplanker på gulvet og nye døre, nye vinduer, nyt tag. Altså som at tage en varm slåbrok på. Alt er lige til at flytte ind i. Grunden er på 1.215 m2 med en have, som er nem at holde. Især for en robotklipper.Kvarteret er tæt på marker og åbne vidder med gåafstand til indkøb og daginstitution, skole, sportsfaciliteter og kirke. Med bare 1.800 indbyggere er Blistrup en lille by, ikke en ny by, for den har en mindre kerne af ældre huse fra 1800-tallet omgivet af parcelhuse fra 1970erne og frem. Fra midten af lille Blistrup er der en lille time til midten af Rådhuspladsen i det store København….