Beskrivelse
Stor familievilla med lukket have
Knap fem km fra Randers ligger Mejlby med marker til alle fire verdenshjørner. Nu er Rapsmarken 3 til salg, og her kan I se frem til at bo i lyse rammer fuld af kvalitet og med tilhørende dejlig, nem og lukket have.Med adresse på Rapsmarken 3 bliver I en del af et dejligt kvarter, hvor man kommer hinanden ved. Vejen er fuld af familier, og her bliver det let af få gode naboskaber og venner for livet med årlige vejfester og julefrokoster. Det bliver kun bedre med fællesarealet, der findes lige om hjørnet. I skal ikke gå mange skridt, før I når til legepladsen, fodboldbanen og bålpladsen: Perfekt til ungerne og perfekt til stunder under den blå himmel. Hertil har I i den anden retning et skønt skovområde med sø og græssende heste, som udgør den skønneste gårute. Og tænk sig: Al denne fred og ro ikke langt fra byen – skolebussen går tilmed lige ude fra hovedvejen – med 8 min. til både motorvejen og Randers C.Det er tydeligt, at der er tale om et ordentligt og flot vedligeholdt hjem. Opførelsesåret siger 06, og rundt om den hvidpudsede villa udfolder sig en nem, lukket have. Her er græsplæne, to æblertræer, og stenterrassen snor sig om facadens syd- og vestlige side, så I kan nyde godt af solens bedste timer med mulighed for fuldstændigt læ takket være det smarte udtræk. Prikken over iet er førstesalens balkon, mens I også får ekstra plads i de to garager: Den ene fungerer som gildesal, trænings- eller hobbyrum – eller lige præcis det, som I ønsker.Og så er der husets 214 kvm. Her er plads til hele familien. Der er gulvvarme overalt, alt inventar er fra Svane, så glæd jer blot til at udfolde jer i det gode, åbne køkken-alrum og videre i den store stue. Stueplan byder også på en entré, et bryggers, et stort og rummeligt kontor og husets første badeværelse. Det andet finder I ovenpå, ligesom der er intet mindre end fem værelser heroppe – og skulle der stadig mangle ét, kan en del af stuen let inddrages. Rummeligt, lyst og simpelthen bare i orden fra ende til anden….