Beskrivelse
Flot renoveret, stråtækt landidyl nær Frøslev
Forestil jer en tilværelse, hvor dagen begynder med udsigten til grønne marker, der strækker sig så langt øjet rækker. Langemarksvej 6 tilbyder netop dette. Her ligger et flot og idyllisk, stråtækt hus som gennem den seneste tid har gennemgået nænsomme og omfattende istandsættelser. Lad os træde indenfor, hvor der er en fantastisk udsigt fra alle rum i huset. Fra entréen når I en sydvestvendt stue, som er badet i naturligt lys og med en brændeovn, der står klar til at sprede varme og hygge. De synlige bjælker i loftet og dobbeltdørene til køkkenet tilføjer et rustikt touch, mens det store vinduesparti inviterer naturen indenfor.Køkkenet er både lyst og indbydende og passer perfekt til husets stil. En halvdør åbner op til haven, hvor naturen er lige ved hånden. Badeværelset er fra 2023, komplet med armaturer i massiv messing, håndmalede marokkanske gulvfliser, gulvvarme og italienske porcelænsfliser fra Marazzi i brusenichen. Førstesalen byder på to værelser med smukke kvistvinduer og flotte plankegulve fra 2022 i 30 mm massiv fyr fra Dalafloda. Heroppe, under husets stråtag, finder I ro og privatliv.Udenfor venter der jer en verden af muligheder. Den store grund er et paradis for både voksne og børn, og her er udsigt til Kongeskoven samt åbne marker hele vejen rundt om grunden. Det flade landskab giver fantastiske solopgange og solnedgange året rundt. Beliggenheden på den private grusvej sikrer jer fred og ro, samtidig med at I aldrig er langt fra hverdagens bekvemmeligheder. I har under ti minutter til indkøb, skole og dagtilbud i Store Heddinge og tolv minutter til fritidsaktiviteter i Rødvig havn, vandsport og badestrand. Nærmiljøet i Frøslev byder på et aktivt forsamlingshus, lydstudie og karateklub i gåafstand. Pendler I, kan København nås på en time.Oplev magien og lad drømmen blive til virkelighed….