Beskrivelse
MINERALVANDSFABRIKKEN
I Mineralvandsfabrikken kommer du ikke alene til at bo omgivet af fredede bygninger; du kommer helt ekstraordinært til at bo i en fredet bygning og et stykke stolt, dansk industrihistorie. I baghaven finder du den 160 år gamle J.C. Jacobsens Have, som er genskabt, så den ser ud, som da den gamle brygger selv gik tur i det grønne. Denne bolig har fantastisk udsigt mod syd over J.C. Jacobsens Have. Vinduerne mod syd sikrer ligeledes en dejlig lys bolig. Boligens samlingspunkt er det store køkken alrum med hyggelig køkkenø. Endvidere praktisk bryggers med vaskesøjle. Lækkert badeværelse i hvide klinker. Rummeligt soveværelse med god skabsplads. Boligens sidste rum findes på overetagen. Du finder ikke noget tilsvarende, hverken i eller uden for Carlsberg Byen: Luksuriøse boliger, alle i to plan på toppen af den smukke, historiske industribygning forvandlet af tegnestuen Dorte Mandrup. Lyse rum, betongulve, egetræspaneler og køkkener fra Boform i stål og marmor – det er på én gang råt og sjælfuldt, og det er helt uden sammenligning. Boligerne har alle gulvvarme, og der er naturligvis elevator i ejendommen. Som beboer i Mineralvandsfabrikken deler du en hyggelig gård med genboerne i Mineralvandshuset. Det er også her du finder det gamle fredede hestetrug, hvor bryggerhestene i sin tid slukkede tørsten oven på sliddet med at trække de tunge ølvogne….