Beskrivelse
Rummelig og velholdt ejendom i Krogsbølle
Åbent hus med tilmeldingskrav 4/5 – klik på billede –
– Rigtig god plads
– Landvillaens charme og landsbyens fordele
– Stor grund med hyggelig gårdhave
– En standsmæssigt pæn ejendom
Med plads til storfamilien og mulighed for erhverv er dette en ejendom, der favner bredt. Huset nyder godt af en lang række opdateringer, og I får eksempelvis et pænt, hyggeligt landkøkken, mens synlige bjælker og andre originale detaljer fortæller husets historie. I finder ejendommen i Krogsbølle – tæt på skolen og med kort afstand til strand og natur.
Karnap, kviste og sprossevinduer møder jer ved vejkanten, når I første gang ankommer til ejendommen. Den ligger som en sammenhængende, U-formet enhed ved hovedgaden i Krogsbølle, og I får dermed landvillaens rummelighed kombineret med landsbyens fordele. Selve byggeriet kan dateres til 1897, og der er tale om en pæn, solid rødstensejendom helt efter klassiske forskrifter.
Indenfor beløber det formelle boligareal sig til 239 m2, og I får yderlige plads i kælderen og den tilstødende længe, som alene tæller 88 m2. Foruden fyrrummet finder I et stort værksted, mens en egentlig gildesal befinder sig i den sydvestlige del af ejendommen. Her er muligheder nok – af både den erhvervsmæssige, praktiske og hjemlige slags.
Boligens leverum består af en stor dobbeltstue, hvor særligt afsnittet med brændeovn og rødt klinkegulv passer perfekt til et hus som dette. I forlængelse af stuen ligger køkkenet, der præsenterer sig som et hyggeligt landkøkken, hvor staldvinduerne etablerer lysgennemstrømning til grovkøkkenet ved siden af.
Bryggers, badeværelse og gæstetoilet udgør vådrummene, der ligger praktisk i den centrale bygningsdel, inden I ankommer til førstesalen, hvor I finder tre gode værelser samt yderligere et badeværelse omkring den store repos. Her udmærker det største soveværelse sig for sit lækre walk-in-closet, ligesom rummet har udgang til en stor, hævet terrasse i første sals højde.
Grundstørrelsen på 1.140 m2 hører ligeledes til i den gode ende – ikke mindst med tanke på de noget mindre haver, landsbyvillaer ofte kan præstere. Desuden fremstår haven veletableret og rig på beplantning, mens den lille, lune lomme mellem bygningsdelene naturligt er inddraget til et skønt og sydvendt gårdhavemiljø.
Bosæt jer i Krogsbølle, hvis I holder af ro og stemning. Skolen hjælper de yngste godt på vej, og I får kort cykelafstand til de skønne strande, som mange feriegæster ellers kører timevis for at nå.
Vi arrangerer gerne en fremvisning. Kontakt os….