Beskrivelse
Moderne villa med charme og sydvendt frugthave – på lukket vej i Esbønderup
Denne villa på Gammel Engvej 1 henvender sig til det publikum, der gerne kombinerer et hjem i moderne bondehusstil med en rolig adresse i Esbønderups aktive landsbymiljø.
Formsproget er klassisk dansk og landligt med pudsede facader og sprossede vinduer under saddeltagets røde tegl. Indenfor venter et design i det 21. århundredes lyse stil, der i ét plan breder sig over 130 kvadratmeter. Features, som understreger den moderne byggestil, er blandt andet gulvvarme i alle rum, lavt varmeforbrug (energimærke C) og en åben planløsning.
Gennem årene har der været én og samme ejer, som har vedligeholdt løbende. Seneste indslag er badeværelset i forældreafdelingen, der er skiftet i 2021.
Planløsningens bryggers, to badeværelser, tre værelser, køkken-alrum og stue kan tilføjes et eller flere rum. Loftet tæller nemlig 86 kvadratmeter, som kan inddrages i boligen, hvis det ønskes.
I stuen lukker dobbelte vitrinedøre op til et sommerliv, der er ugeneret og orienteret mod lyset og solen fra syd. Haven er overskuelig, men blommer, kirsebær, æbler, skovjordbær, hindbær, blåbær og mange blomster gør den oplevelsesrig for sanserne.
Gammel Engvej er en lukket vej med tre huse. Gammel Engvej er en stikvej til Toftebovej, der også er lukket og med sparsom færdsel. På samme tid er adressen praktisk med et par minutters gang til kirken, gadekæret og landsbyens veldrevne Rema 1000. Hertil byder Esbønderup på børnepasning, skole og natur, herunder Gribskov, til alle sider….