Beskrivelse
Flot moderniseret landvilla med gode værkstedsbygninger
Heldigvis er det ikke altid en logistisk udfordring at flytte på landet. Tre kilometer vest for Bækmarksbro ligger for eksempel denne skønne landvilla, som byder på rigtig god plads, fine værkstedsforhold og ikke mindst en formidabel udsigt over landskabet mod vest. Villaen er dertil overvejende opdateret – blandt andet med et nyere køkken – og I kan derfor flytte ind med det samme.
Faktisk finder I villaen nogenlunde lige midt imellem Bækmarksbro og Bøvlingbjerg, som begge er et par aktive småbyer med både indkøbsmuligheder og idrætsforeninger. Med folkeskole i den ene by og privatskole i den anden er I ligeledes godt dækket ind på dén front, og pasningsmuligheder finder I også lokalt. Beliggenheden er dertil god, hvis I vil udnytte de sammenlagt 377 m² i de tilhørende udhuse til erhverv. Blandt andet får I her et stort værksted med høj port og højt til loftet. En del af ejendommens 3.792 m² store grund er dertil udlagt som gårdsplads, der derfor giver rigtig gode parkeringsforhold – men der er naturligvis også blevet plads til en stor, sydvendt have med gode terrasser, hvor de smukke omgivelser kan nydes til fulde.
Villaen selv er på 204 m², og pladsen fordeler sig over to etager. De fire værelser og to badeværelser fordeler sig over begge etager, og det samme gør opholdsrummene, hvor udsigtsstuen på første sal har en helt særlig herlighedsværdi takket være et stort, vestvendt vinduesparti. I stueplan får I en stor opholdsstue med brændeovn, mens det stilsikre køkken også sagtens kan indrettes med en hyggekrog. Bemærk i øvrigt, at den store entré med bryggersfaciliteter er opdateret i samme flotte stil.
Bækmarksbro er en hyggelig og meget aktiv landsby med ca. 550 indbyggere. En by i positiv udvikling og med et godt sammenhold. Der er områder med en del nyere huse og stier udlagt i skønne rekreative nærområder ved å og eng. I byen findes et absolut velfungerende foreningsliv, der blandt andet har hjemme i Tangsø Idrætscenter med motionscenter, sportshal, svømmehal, wellness-center, selskabslokaler og ferieboliger samt nye udendørs padelbaner. Mange forskellige tilbud til store og små. Byen har desuden en skole med klassetrin fra 0. til 8 klasse, børnehave og dagplejemødre. Der er gode indkøbsmuligheder i form af ny opført SPAR-butik samt tankstation med værksted. Bækmarksbro ligger godt placeret med ca. 15 km til Lemvig, ca. 24 km til Holstebro og Struer. Der er togforbindelse til Lemvig og Vemb, og der er heller ikke langt til grønne områder ved anlægget og åen.
Et helt igennem skønt sted – kontakt os på tlf. 96 63 40 00 for en fremvisning….