Beskrivelse
Smuk patriciervilla med udsigt
Åbent hus med tilmeldingskrav 29/8 – klik på billede –
Med storslået udsigt over såvel søerne som Viborg By, med den smukke Domkirke i centrum – ses denne ejendom som én af Viborgs smukke og mest velbevarede patriciervillaer.
Ejendommen er højt placeret på Sct. Margrethes Vej i Overlund og har gennemgået en udvendig modernisering med nyt tag og den nuværende ejer har løbende renoveret ejendommen indvendigt. Alle klassiske detaljer såsom stuklofter, paneler og plankegulve er bevaret og samtidigt har man, på elegant vis, tilføjet et flot køkken, toilet og badeværelser. Man har hermed bevaret det oprindelige æstetiske udtryk på ejendommen samtidigt med, at alt nu fremstår moderne.
Indvendigt byder ejendommen på i alt 275 moderniserede kvadratmeter, idet kælderen er moderniseret i høj standard. Stueplanets hall er med smukt svunget trappe til 1.sal og gæstetoilet. En flot spisestue med udgang til terrasse samt to opholdsstuer og en lille havestue. Køkkenet er ganske matchende med flotte elementer fra Svane-køkken og fantastisk lysindfald.
1.salen rummer soveværelse, der byder på herlig udsigt over haven, byen og søerne fra balkonen samt videre adgang til garderobe og stort moderniseret badeværelse. Derudover 2 gode værelser.
Underetagen er indrettet og moderniseret med bryggers, strygestue og toilet. Her er et stort disponiblet rum, der anvendes som værelse. Endvidere badeværelse med bruseniche, et stort bryggers med vaskefaciliteter, stort depotrum samt dejligt værksted.
Hele herligheden afsluttes af en have med dejlige solterrasser i forskellige niveauer , hvor roen og udsigten kan nydes sammen med de flotte bede og beplantninger….