Beskrivelse
Unik etplansvilla af højeste kaliber
Kære kvalitetsbevidste livsnydere. Skulle det være en luksuriøs etplansvilla fra 2023 i Tårnby? Her får I højt til loftet, et vidunderligt lysindfald, materialer udvalgt fra øverste hylde, og I får ikke andet end 600 meter til Kalvebod Fælled.
I skal forelske jer i en ejendom, der leder tankerne tilbage til datidens funkisstil. Linjerne er knivskarpe, og vinduerne er kæmpestore! Den komplet indflytningsklare etplansvilla er opført i mursten fra Randers Tegl, og ipe-brædderne på facaden går igen på den kæmpestore terrasse og som et stilfuldt læhegn til den ene side. Huset komplementeres nemlig af en utroligt lækker have, som er omkranset af thujatræer, og derudover er der granitskærver, sandsten og rullegræs, og robotplæneklipperen medfølger.
Det er en sand fornøjelse at træde ind i boligen. Man åbner døren med kodelås og fingeraftryk, og det er tydeligt fra start, at intet er overladt til tilfældighederne. Både lys og gulvvarmen under såvel silkecement som de ægte franske sildeben kan styres via app, og af de mere usynlige kvaliteter kan vi både nævne Nilan-ventilationssystemet, den støjsvage varmepumpe fra Panasonic og BWT-anlægget, som både sørger for altid pæne vandhaner og blødt hår.
Husets 157 kvm tilbyder jer bl.a. fire værelser, hvoraf I selv får glæde af walk-in og bad en suite – det fritstående badekar er i natursten og vejer 180 kg. Derudover finder I yderligere to badeværelser med smukke fliser, snedkerbademøbel, armaturer fra Bad&Stil, semplice, pulcher og Boffi samt frithængende toiletter med douche. Bryggerset kommer ydermere med de mest eksklusive hårde hvidevarer fra Asko fra Black Series, og som en rød og lækker tråd afslutter vi lige så fortrinligt i køkkenet, som ligger i åben forbindelse med alrum og stue. Det er et snedkerkøkken med matlakerede fronter og bordplade, køkkenø og bagbeklædning i travertin-keramik, og det kommer med dampovn, indbygget esspresso-maskine, varmeskuffe, induktionskogeplade med hæve-sænke-udsugning og Quooker. Kort sagt: Her mangler intet.
Beliggenheden tilbyder jer først og fremmest nærhed til Kalvebod Fælled. På godt fem min. kan I trave ud i fuld natur til åbne vidder, og I kan begive jer mod såvel skov som vand. Samtidig er der fem min. på cykel til skole, fitness er tæt på, og både Rema 1000 og busstoppestedet ligger lige om hjørnet. Og tænk sig, det tager ikke andet end 20 min. at køre til Indre By!
Book jeres fremvisning allerede nu….