Beskrivelse
Rummelig midtbyvilla med hyggelig have
221 velindrettede etagemeter til familielivet ved Botanisk Have.
Der er noget magisk over villavejsidyl i Midtbyen som her på Johan Langes Vej, der nærmest ender i Botanisk Have. Her finder du denne familiære oase med en rummelig og velindrettet treplansvilla og en hyggelig, opvokset have. Med god plads til såvel samvær som selvstændighed og både skoler og byens mange muligheder i gåafstand er rammerne ideelle til det moderne familieliv. Og selv om alting er helt tæt på, er dit hjem omgivet af fred og ro.
AARHUS C – Ligesom flere af de øvrige veje i området er Johan Langes Vej opkaldt efter en stor dansk botaniker og understreger nærheden til Botanisk Have. Du skal blot ned for enden af vejen for at kunne skyde gen- eller omvej ad parkens stier – i slentretempo eller fuldt firspring. Tag børnene med på den store legeplads og gå på opdagelse i væksthusene. Mulighederne og oplevelserne er mange, og de bliver kun endnu flere, når du medregner Den Gamle By, som ligger lige ved siden af den store have.
Stierne kan også lede børnene noget af den ca. 10 minutters gåtur til Møllevangskolen, hvor en viadukt leder dem trygt under Vestre Ringgade. Der er desuden flere skoler i området – herunder privatskolen Elise Smiths Skole i Ny Munkegade.
Ringgaden, Silkeborgvej og Viborgvej fører dig hurtigt ud af byen og videre ud i landet via Østjyske Motorvej. Efter en dag på farten er det rart at vende hjem til familiens base, som ligger lidt tilbagetrukket fra og hævet over vejen, hvor der er parkering med beboerlicens.
Hyggelig baghave med solrig terrasse
Villaen, der er opført i 1939, blev gennemrenoveret og udvidet med første sal i 2011-12. Det moderne udtryk står stadig skarpt i dag med hvid facade og sorte vinduesrammer, og både foran og bag huset nyder du godt af den opvoksede have med træer og buske, der skærmer af og skaber stemning. Pluk løs af æbler og mirabeller, og spis dem friske, put dem i bagværk eller lav syltetøj.
I baghaven har du desuden en hævet træterrasse, der strækker sig rundt om huset med en overdækket del, hvor du fx kan hænge vasketøjet til tørre. På den sydvestvendte del af terrassen kan du finde solstråler fra formiddag til ud på aftenen, mens du følger med i børnenes leg og boldspil på plænen.
Køkken-alrum og opholdsstuer
Indenfor ser du enkelte originale detaljer som fx de indbyggede skabe og skydedøren mellem de to stuer en suite, der sammen med den isolerede udestue og køkken-alrummet udgør de velfungerende og lyse leverum i stueplanet. Det er her, familien efter en dag hver for sig kan samles om madlavning, måltider og ren hygge. I det funktionelt indrettede køkken skjuler en af de høje skabslåger desuden et praktisk viktualierum med masser af hyldeplads til storkøb og køkkenmaskiner.
Der er gulvvarme i størstedelen af etagen, som også rummer et mindre badeværelse og en entré. Flere steder har du udgang til terrassen, ligesom du fra alrummet kan træde ud i morgensolen på den østvendte altan og nyde dagens første kop kaffe – før eller efter løbeturen gennem Botanisk Have.
Værelser ovenpå og flere muligheder nede
Fra værelserne på førstesalen har du flotte kig ud over områdets tage og den smukke park. Her er i alt tre gode værelser, hvoraf soveværelset har walk-in, og et badeværelse – alle med gulvvarme. De ligger fordelt omkring en rummelig repos, hvor du eksempelvis kan indrette et fælles legeområde til børnene. Loftet går til kip, hvilket åbner rummene op, og de fritlagte hanebånd i en mørk kontrastfarve er med til at give rummene karakter.
Underetagen, som har egen indgang, fremstår tør og består af gode, disponible rum med mange anvendelsesmuligheder, ligesom du har et bryggers med køkken, et badeværelse og et praktisk depotrum.
Villavejsidyl i Midtbyen med alting i gåafstand. Velfungerende rammer med plads til familielivet og en skøn have med solskin og privatliv….