Beskrivelse
Bolig der rummer det hele, med egen park og udsigt til skovens idyl
Haregabsvej 6 kan meget vel appellere til købere, ikke bare i det nære, men også fra andre dele af landet, for det er i sandhed særlige kvaliteter, som boligen, haven og adressen i Esbønderup Skovhuse tilbyder de kommende ejere.
Trukket tilbage fra vejen ligger huset på en godt 3.000 kvadratmeter stor grund med botanisk variation, ægte havecharme og hen over sommeren det smukkeste blomsterflor. Fra matriklen er der via en skovsti fem minutters gang til nationalparken Kongernes Nordsjælland med vandreruter, mountainbikespor og ridestier i Gribskov og til Esrum Sø. Hjemme er der kig til skovkanten og træernes farvepragt, ligesom to omkringliggende søer bidrager til at ramme Haregabsvej 6 ind i en idyllisk naturfred.
I det lokale kan der trækkes på pasning, skole og indkøb, mens køretiden er 20 minutter til Hillerød og tre kvarter til København.
Træhuset er opført af en lokal tømmermester i perioden omkring 1970. Siden er der løbende opdateret så bredt, at boligen præsenterer sig i pæn stand. Varmekilder er dels et luft-til-vand-varmesystem, dels en pilleovn, der er placeret i stuen.
Ved ankomstpartiet tager Haregabsvej 6 imod med fritliggende bygninger på tilsammen omkring 120 kvadratmeter. I dag fungerer bygningerne som carport, til opbevaring og som værksted, men de kan også indrettes til for eksempel mindre hestehold og til et anneks i boligstandard (den ene bygning er velisoleret og opvarmes af en nyere luft-til-luft varmepumpe)….