Beskrivelse
CHARMERENDE BINDINGSVÆRK EJENDOM I FALSLED
Det er rigelige mængder stemning, sjæl og charme, I møder I Faldsled på Sydøstfyn. Huset fremstår med et næsten eventyragtigt udseende, hvor bindingsværk med skæve vinkler og et klassisk stråtag med halvrunde kvistvinduer og en muret skorsten midtfor slår tonen an. Det karakteristiske og idylliske udtryk får på fornem vis opbakning fra omgivelserne, og den lille landsbys mange kvaliteter stemmer også i med en hyggelig havn og naturligvis også kroen, der siden 1970erne har gjort Faldsled til landets måske mest berømte landsby.Ejendommen ligger velplaceret ganske centralt i byen. Netop Falsled Kro ligger just på den modsatte side af vejen, og det betyder samtidig, at I er meget tæt på den hyggelige lystbådehavn og det liv, der især i sommerperioden udspiller sig der. Sejler I ud herfra, er det noget af kongerigets bedste farvand til afslappende sejladser i smukke og naturligt beskyttede omgivelser i det Sydfynske Øhav og i Helnæs Bugten. Også på land er der masser af natur at udforske i lokalområdet, hvor I kan besøge flere skove få hundrede meter herfra, mens Svanninge Bakker lidt mod øst kan nås komfortabelt på cykel. I forhold til det praktiske, der får hverdagen til at gå op i en højere enhed, kan I tilgå det mest nødvendige i Haastrup cirka fire kilometer mod nord. Det drejer sig om både skole, pasningstilbud og indkøb, og hvad I ellers måtte få brug for, kan I finde i Faaborg.Bindingsværkets træværk er malet sort, og tavlene kommer til syne i en flot, rød nuance. Den nydelige æstetik, I præsenteres for udefra, genfindes endvidere inden døre, hvor gedigne lysindfald, blotlagte bjælker under lofterne og plankegulve blot er nogle af de spændende detaljer, som kendetegner boligen. I stueplan finder I en rummelig stue med en markant Morsø-brændeovn, og i forlængelse heraf råder I over et fornemt køkken med et landligt tilsnit. Etagen fuldendes af et badeværelse og et værelse. Førstesalen er ligeledes velindrettet med to værelser, et repos og et badeværelse. Heroppe er loftet ført til kip.Ude og inde forenes via den hyggelige udestue, og skønt grunden er overkommelig af omfang, er solforholdene fremragende. Prikken over iet er den lille å, der slår vejen forbi. Møblerne placeret på billederne er fra Unoliving.dk…