Beskrivelse
Lys og charmerende 2-værelses lejlighed med vestvendt altan – midt på populære Trøjborg
Velkommen til denne indbydende og veludnyttede lejlighed på 60 m², beliggende på Trøjborg – et af Aarhus’ mest eftertragtede kvarterer. Her får du en bolig, der kombinerer klassisk charme med moderne bekvemmeligheder, og som samtidig byder på både nærhed til natur og byliv.
Man træder ind i lejligheden via en praktisk entré med plads til både overtøj og sko. Herfra er der adgang til lejlighedens badeværelse, som fremstår lyst og tidløst med moderne materialer og en separat bruseniche – en værdsat detalje.
Videre indenfor åbner stuen sig op – et skønt og indbydende rum med charmerende stuklofter og et dejligt lysindfald fra det store vinduesparti. Her er der god plads til både sofaarrangement og spisebord, hvilket gør det oplagt at invitere gæster hjem. Ønsker man en delevenlig planløsning, er det endda muligt at benytte stuen som ekstra værelse.
Soveværelset er rummeligt og lyst med endnu et stort vinduesparti, der sørger for et behageligt dagslys. Der er rigeligt med plads til både en stor seng, tøjopbevaring og et skrivebord, hvilket giver mange anvendelsesmuligheder – uanset om det skal fungere som soveværelse, hjemmekontor eller begge dele.
Køkkenet er holdt i lyse, moderne nuancer og byder på både god opbevaringsplads og fine arbejdsforhold. Herfra er der direkte adgang til lejlighedens vestvendte altan – et skønt uderum, hvor man kan nyde eftermiddags- og aftensolen. Altanen er stor nok til både et cafésæt og et lille loungemøbel, hvilket gør den til et oplagt sted at nyde sommerens lange aftener.
Beliggenheden på Trøjborg taler næsten for sig selv. Med Riis Skov som nærmeste nabo og Århus Lystbådehavn blot 600 meter væk, har du naturen helt tæt på. Samtidig bor du i kort afstand til dagligvarebutikker, caféer, biograf, universitetet, skoler og daginstitutioner – alt sammen med en hyggelig og lokal stemning, der gør Trøjborg til noget ganske særligt.
Denne lejlighed er perfekt til singler, par – eller som delelejlighed for studerende – og skal uden tvivl opleves.