Beskrivelse
Gennemmoderniseret etplansvilla i Seest med albuerum samt plads til leg for børn og voksne
Sjældent har den aktive familie med krudt bagi set så fuldendt en villa som på Bjergbyvej 57. Etplansvillaen har gennem årene fået en ordentlig overhaling, så de grønne omgivelser pludselig er blevet en naturlig del af den minimalistiske indretning. De mange aktivteter og rummet med plads til træningsudstyr eller billardbord åbner en verden af muligheder for dem, der hader at kede sig. Hele vejen er det lyset, der fører den røde tråd igennem, både når det kommer til farvepalette, materialevalg og størrelse på vinduer. Enkelte mørke kontraster giver kant til det lyse, og hyggen, ja, den fornægter sig på intet tidspunkt.
Planløsningen åbner først og fremmest op i en entré, der leder ind gennem værelsesafdelingen med tre værelser, to badeværelser og bryggers omkring sig, mens ovenlysvinduerne giver første indikation på, at netop lyset får en særlig hovedrolle i indretningen. Gangen afrundes af endnu et værelse, som ligger et par trin oppe, mens en mellemgang på højre hånd afslører det store disponible rum, hvor mulighederne for anvendelse folder sig ud – for skal man mon åbne sin egen klinik, indrette styrketræningsrum eller trække herind, når man skal arbejde hjemmefra computeren? Og så kommer stuen. Det dejlige opholdsmiljø er uden tvivl husets hyggeligste rum, hvor man har gjort særligt meget ud af at skabe en god akustik med trælameller på væggen og akustiklofter som i resten af huset. Også her er et par trin skillelinjen mod næste rum, som i dette tilfælde er det fantastiske køkken med højt til loftet, ekstra vinduer og en helt fantastisk volumen. Både her og i stuen er de store vinduespartier øjnene mod haven, så man rigtigt kan følge med i årstidernes skiften – og i tilfælde af godt vejr, har begge naturligvis også terrassedør, så inde og ude smelter sammen.
For haven er der, hvor ejendommen for alvor stikker af fra konkurrenterne. Man har for eksempel bygget en høj klatrevæg, opsat en redegynge i træet og indrettet et overdækket areal som hyggekrog, mens de i alt fire terrasser har både masser af sol og mulighed for afslapning – den ene endda med en udendørsovn, som gør sommeraftenerne en tand mere hyggelige. Velkommen.