Beskrivelse
Køkkenalrum. 3 værelser. Rolig beliggenhed. Stort badeværelse. Forhave.
Velkommen til Borups Allé 249D, st. th. – En lejlighed med en perfekt beliggenhed på en stille sidevej tæt på grønne områder og offentlig transport. Lejligheden har gennemgået en gennemgribende renovering med solide og specielle snedkerløsninger herunder køkken, indbyggede skabe og reoler. Elinstallationerne er integreret i væggene, som er fuldspartlede og beklædt med filt. Denne lejlighed skal opleves – Den er rummelig og de 3 værelser gør, at den egner sig perfekt til et par eller en lille familie. Den indflytningsklar og har brugsret til en fantastisk forhave.
LEJLIGHED: Man bydes velkommen via en pæn opgang, hvor man træder ind i en rummelig entré med en indbygget snedkerreol i eg, som er perfekt til opbevaring af sko og overtøj. Herfra er der adgang til det store badeværelse, som er indrettet med separat bruseniche med hvide klinker på væg og gulv, porcelænsvask med underskabe samt spots i loftet. Fra entréen er der også adgang til et værelse med indbygget skab, vaskemaskine og gode opbevaringsmuligheder.
Hjertet i hjemmet er det store køkken-alrum med et smukt snedkerkøkken med fingertappede skuffer i massiv eg og en velholdt bordplade i børstet stål med integreret vask. Køkkenet er udstyret med planlimet kogeplade med integreret emfang og opvaskemaskine. Rummet har desuden stuk og rosette, en charmerende karnap med vinduer mod den hyggelige forhave, en stor indbygget reol og god plads til både spise- og tv-stue.
I det store soveværelse findes endnu en indbygget snedkerreol i eg med fingertappede skuffer samt plads til en stor seng. Her er der ligeledes et vinduesparti ud mod den rolige og grønne gård.
EJENDOM: Ejendommen er en veldrevet og solid ejerforening bestående af 145 lejligheder. Den er opført i 1921 med klassisk murstensfacade og tegltag. Foreningen følger en løbende vedligeholdelsesplan, der bl.a. inkluderer udskiftning af faldstammer og stigestrenge – finansieret via ejerforeningens budget.
Hovedtrapperne blev renoveret i 2010, og i 2017 blev bagtrappedørene udskiftet, vaskeriet moderniseret og nyt LED-lys installeret i fællesarealerne.
Til lejligheden hører adgang til tørrerum, værksted, vaskeri, kælderrum og cykelkælder. Ejendommen har en dejlig fælles gård, og nærmeste nabo er Genforeningspladsen – et stort grønt område med faciliteter til fodbold, tennis, padeltennis m.m.
OMRÅDE: Borups Allé 249D, st. th. har en central og rolig beliggenhed. Der er kort afstand til indkøbsmuligheder og offentlig transport via bus, tog og metro fra Nørrebro Station. Lejligheden ligger tæt på grønne områder som Lersøparken, Utterslev Mose og Bispebjerg Kirkegård, hvor de berømte kirsebærtræer blomstrer smukt i foråret.
Genforeningspladsen og Grøndal Multicenter tilbyder rige muligheder for sport og fritid, og Nørrebro Bycenter ligger også i nærheden med gode shoppingmuligheder.
Nordvest er et område i rivende udvikling og tiltrækker mange kreative sjæle – derfor findes der også et spændende udvalg af caféer og spisesteder lige i nabolaget.



