Beskrivelse
Charmerende 1-plans villa med central beliggenhed
På en attraktiv og central adresse i Holstebro finder I denne indbydende 1-plans villa, hvor både beliggenheden, planløsningen og udearealerne går op i en højere enhed.
Her bor I blot få skridt fra byens grønne anlæg og gågaden med indkøb, caféer og kulturliv, men samtidig i rolige rammer med en skøn, lukket have i gårdhave-stil.
Villaens indretning er gennemtænkt og funktionel. Fra carporten kan I gå tørskoet ind i entréen, som åbner videre ind til den store stue. Her er der god plads til både spisebord og sofagruppe, og rummet ligger i forlængelse af den integrerede havestue, hvor lyset strømmer ind fra de store vinduespartier. Køkkenet ligger praktisk placeret ved siden af stuen og giver jer et funktionelt arbejdsrum. En fordelingsgang fører jer til husets værelsesafdeling, som rummer to gode værelser. Det ene er indrettet med et walk-in closet og direkte udgang til haven, hvor I kan nyde morgenkaffen på den flisebelagte terrasse. Hertil får I et badeværelse og et rummeligt bryggers, som også kan tilgåes udefra, som gør hverdagen ekstra nem og giver gode muligheder for opbevaring.
Udenfor folder haven sig ud med flere gode kroge. Her er både en stor, velholdt græsplæne og en hyggelig pavillon, som forlænger sommerens aftener.
Fra carporten er der også adgang til et disponibelt rum, og i haven findes desuden et praktisk redskabsrum.
En bolig med sjæl, funktionalitet og skønne udearealer – perfekt for jer, der ønsker at bo centralt i Holstebro og samtidig have fred og ro i hverdagen.


