Beskrivelse
Klassisk murermestervilla i første række til Holbæk fjord
Det er i særdeleshed den fremragende udsigt til fjorden og den fredede strandeng, der kendetegner denne nydelige og særdeles velholdte villa i Holbæk. Villaen fremstår med et klassisk udseende med røde sten, røde fuger og rødt tag, og huset lever i den grad op til den behagelige beliggenhed helt tæt på vandet. Adressen hedder Strandmøllevej 38, og fra jeres kommende bopæl tager det kun ganske få øjeblikke at gå til det levende miljø på havnen. Stierne langs fjorden begynder nærmest, så snart I træder ud af hoveddøren, og samtidig er I placeret helt tæt på midtbyens mange muligheder. Hverdagens gøremål er også tæt ved. I stueplan udfolder boligen sig omkring de markante stuer og køkkenet. De tre rum er placeret i forlængelse af hinanden, og mens køkkenet er udført i en hyggelig landstil, så er det i stuerne især det dejlige lysindfald, I vil bide mærke i. Bemærk også de pæne plankegulve, der er gennemgående i hele huset. I får 153 beboelseskvadratmeter at boltre jer på, og dertil skal yderligere tilføjes 88 af slagsen i kælderen. Via den elegante hall føres I til førstesalen, hvor tre regulære værelser og et badeværelse er at finde, og derudover er der i den yderst anvendelige kælder flere disponible rum og et badeværelse.