Beskrivelse
Flot lystejendom med gode længer
Fire kilometer fra Slagelses midte møder I en lystejendom, der åbner for en verden af muligheder. Boligen er opført i 2010 og spænder over hele 245 kvadratmeter, og med til ligningen hører også en stor grund og spændende udhuse, som eksempelvis kan opfylde drømmen om butik. Velkommen til.
Lad rundturen begynde i hovedhuset, der fremstår utroligt rart og rummeligt. Hjemmets centrale rygrad er køkken-alrummet, hvor der foruden de hvide, tidløse skabselementer er masser af plads til det lange spisebord. Tilstødende ligger en hyggelig stue. Forældrene kan arrangere sig i en privat afdeling med walk-in-closet og eget badeværelse, mens endnu tre værelser, et badeværelse, et toilet og et bryggers understreger, at her er der indretningsmuligheder i hobetal. Huset rummer også en god dobbelt garage med plads til familiens biler.
Rundt om hele huset er der anlagt en fliseterrasse, hvorfor der er gode chancer for at opsøge sol som skygge dagen igennem. Den store have inkluderer også åbne græsarealer, som I kan anlægge efter ønske. Fra ejendommen er der flot udsigt til Ådalen mod Nord.
I den tilstødende bygning er der mulighed for erhverv. I den ene del har I et åbent lokale, der oplagt bruges til forretning. Eller hvad med en festlig gildesal? Den anden del rummer et pænt værksted med malet gulv og hylder til alt. Endelig er der også maskinhuset – tjen lidt ekstra på at udleje det, eller opfyld håndværkertypens drøm om masser af lagerplads.
Matriklen ligger omkranset af åbne marker, og både idyllen og roen er bestemt til at tage og føle på. I giver imidlertid ikke afkald på en nem og velfungerende hverdag af den årsag. Små tre kilometer forbinder jer nemlig med flere forskellige supermarkeder, og til både Nymarkskolen og Slagelse Station er der kun fire af slagsen. Med kort køretur eller i cykelafstand til midtbyen, kan den smuk natur nydes, som blandt andet byder på en nyere anlagt skov. Derudover er det nemt at komme til motorvejen samt landevejen til Kalundborg.


