Beskrivelse
Et dejligt familiehjem i et spændende områdeVelkommen til Østbyen – her på Wegeners Have er det meget, meget let at føle sig hjemligt tilpas. I skal forelske jer i et nyere enderækkehus med rigtig spændende detaljer.
Måske kender I allerede området rigtig godt, eller også er I nogle af de mange tilflyttere, der har set sig varme på Holbæk. Det er der ikke så meget at sige til, for byen kan utroligt meget, og netop denne adresse placerer jer i smørhullet mellem by, fjord og skov. Ad en sti fra det grønne, lukkede vænge kan I begive jer ud mod Dragerup Skov, eller I kan lade stien føre jer ned til Marinaen på gåben. Derudover er det rolige område trygt og velbeliggende ift. indkøb, dagtilbud, folke- og privatskole og det aktive foreningsliv.
Enderækkehuset er opført i 2021, og foruden indkørslen og carporten byder udearealerne på et opvarmet og isoleret udhus, en terrasse og to altaner, hvorpå solen kan fanges uanset tidspunktet på dagen. Som bonus får I også en enormt dejlig udsigt til de grønne fællesarealer fra terrassen og den ene altan.
Hoveddøren åbner ind til et flot hjem i to fulde plan. Én af genistregerne ved rumfordelingen er, at opholdsarealerne ligger øverst, hvor det naturlige lysindfald er allerbedst. Lyset får lov at falde ind i det åbne opholdsrum fra tre verdenshjørner og fra ovenlysvinduet. Det er desuden herfra, at altandørene leder ud i solen. Foruden det indbydende køkken, alrummet og stuen byder boligen på to badeværelser, to soveværelser og et luftigt ekstra alrum, der eksempelvis kan indrettes som det perfekte kontor. Kort sagt er der styr på tingene.


