Beskrivelse
INDFLYTNINGSKLAR VILLA I POPULÆRT OMRÅDE I VOJENS
Dyssebakken 112 er en skøn etplansvilla fra 1994, placeret for enden af et lukket vænge i et roligt og børnevenligt kvarter. Her får I 140 m 2 bolig med en gennemtænkt planløsning, der gør hverdagen enkel og indbydende. Huset er indrettet med en separat børneafdeling med tre gode værelser og eget badeværelse, mens forældreafdelingen ligger i modsatte ende med soveværelse og direkte adgang til eget badeværelse med badekar. På den måde får både børn og voksne privatliv og de bedste rammer for familielivet.
Husets naturlige samlingspunkt er det lyse køkken-alrum, der ligger centralt og åbner sig op til både spisestue og opholdsstue. Herfra er der direkte udgang til en solrig terrasse og den ugenerede have, hvor sommerdage og hyggelige aftener kan nydes i fred og ro. Planløsningen fuldendes af et praktisk bryggers med egen indgang, som gør det nemt at håndtere hverdagens gøremål.
Beliggenheden på Dyssebakken giver jer både nærhed til Vojens’ skole, idrætsfaciliteter og indkøb, men samtidig er I kun ca. 10 minutters kørsel fra Haderslev bymidte. Her kan I nyde et aktivt handelsliv, hyggelige caféer, havnemiljøet og de smukke naturoplevelser ved Haderslev Dam. Motorvejen ligger ligeledes inden for kort afstand, så pendling til resten af Trekantsområdet er let og bekvemt.
Her får I altså en villa med en perfekt kombination af en funktionel planløsning, tryg beliggenhed på lukket vænge og en attraktiv placering tæt på både Vojens og Haderslev.


