Beskrivelse
Lejlighed med egen privat for-og baghave, parkering til boligen & tæt på Amager Strand og metro.
Velkommen til Øresundsgården, hvor I nu har mulighed for at blive en del af et yderst attraktivt fællesskab, med grønne områder, legeplads, gratis parkering, mulighed for leje af festlokale/hus samt mulighed for overnattende gæster og meget mere. Det skal desuden nævnes, at der er årlige fællesaktiviteter som Halloween, Fastelavn osv.
Denne skønne lejlighed på 81 m 2 imponerer med sin lyse atmosfære, gennemtænkte planløsning og ikke mindst de to store terrasser, som forlænger boligen ud i det fri. Her får du et hjem, der både føles rummeligt, privat og utroligt indbydende.
Lejligheden rummer tre værelser, hvoraf det ene er et åbent køkken-alrum i forbindelse med den store stue – hjertet af hjemmet. Her er der plads til både hverdag og gæster, og de store vinduespartier sørger for et fantastisk naturligt lys dagen igennem.
Fra stuen er der direkte udgang til den store terrasse mod forhaven, hvor du kan nyde morgenkaffen i solen, grille med vennerne eller bare trække frisk luft i fredelige omgivelser. Derudover har du en anden terrasse mod baghaven med udgang fra køkkenet, som giver mulighed for at følge solen hele dagen og skabe hyggelige uderum på begge sider af boligen.
Lejligheden fremstår moderne og indflytningsklar med flotte materialer, et stilrent køkken og et elegant badeværelse med alt, hvad du behøver.
Beliggenheden på Øresundsvej er helt unik. Du bor få minutters gang fra Amager Strandpark, hvor du kan tage en morgendukkert, løbe en tur langs vandet eller bare nyde udsigten over Øresund. Samtidig er du tæt på Øresund Metrostation, der bringer dig til Indre By på under 10 minutter.
Kvarteret omkring Amager Strand er et af de mest eftertragtede områder i København – og med god grund. Her finder du et skønt miks af byliv, natur og nærvær. Nabolaget byder på hyggelige caféer, restauranter, specialbutikker, træningscentre og grønne parker – alt sammen i gåafstand.
Her får du det bedste fra begge verdener: strandliv og storbyliv side om side.


