Beskrivelse
Er I familien, der sigter efter det moderne byggeri og et indflytningsklart hus i et praktisk nærmiljø? Hvis ja, så er netop dette arkitekttegnede 1-plansrækkehus med en perfekt planløsning, uden tvivl noget for jer!Dette nydelige rækkehus danner de perfekte rammer for børnefamilien eller seniorerne, der ønsker at lægge fokus på hinanden frem for at skulle bruge tid og kræfter på at trække i arbejdstøjet. Boligens køkken alrum og stue sætter kulissen for samværet, og det naturlige lys strømmer ind fra begge ender. Svane-køkkenet fremstår ekstremt stilfuldt i dets udtryk med de sorte elementer, og det bryder på flot vis med de ellers hvide linjer. Stuen leder virkelig op til ren sofa- og filmhygge, og herfra har I fornøjelsen af at have direkte udgang til terrassen. Husets tre værelser har alle en god størrelse, og det ene værelse har direkte adgang til et af de to moderne badeværelser, hvor det andet badeværelse er placeret mellem boligens øvrige to værelser. Begge badeværelser er rummelige og kommer med separat bruseniche, og så er der vaskesøjle. I husets entré er der plads til at stille skoene og plads til opbevaring i form af indbyggede skabe.Ejendommen er fra 2017, og de 123 kvadratmeter fremstår lige derefter. Moderniteten og de stilfulde linjer bemærker I allerede, før I bevæger jer ind på grunden og ind i boligen. Til ejendommen medfølger en carport, et udhus og to skønne terrasser på henholdsvis vest- og østsiden, så I får sol dagen lang.I Skødstrup, der ligger tæt på Aarhus og Mols Bjerge, er dette skønne rækkehus beliggende kun omkring fire kilometer fra hav i form af Kalø Vig, der er den nordlige del af Aarhus Bugt. I Skødstrup kommer I til at bo i et attraktivt nærområde med gåafstand til alt, og for eksempel er der kun 500 meter til nærmeste supermarked, mens I finder en række skoler og institutioner inden for, og lige over, en enkelt kilometer. Fra adressen har I også lokale butikker og spisesteder tæt på, og så kan I nemt hoppe på Letbanen, som får jer til og fra, hvis I ønsker at lade bilen stå. Rækkehuset er desuden et endehus og ligger i en aflukket krog, hvilket gør det til det mest fredelige hus på vejen.Vi ses!…