Beskrivelse
Velbeliggende villa med skøn have og gode muligheder
I det velkendte og attraktive område Svanelunden udbydes denne villa med en rolig og samtidig central beliggenhed i gåafstand til grønne områder, offentlig transport og indkøbsmuligheder. Her får du en bolig med solide rammer og gode muligheder for at sætte dit eget præg.
Boligen rummer 100 m 2 boligareal samt en kælder på 62 m 2 , som tilsammen giver masser af plads. Via entréen er der adgang til både stueplan og kælder. På stueplan findes et køkken, som ligger i naturlig forbindelse med en rummelig vinkelstue. Stuen er kendetegnet ved et behageligt lysindfald fra de store vinduespartier samt brændeovn, der bidrager til en hyggelig stemning.
Stueplanet indeholder desuden en fordelingsgang med adgang til badeværelse med gulvvarme samt to gode værelser, der kan anvendes til eksempelvis soveværelse, børneværelse eller hjemmekontor.
Kælderen byder på endnu et badeværelse samt hele fem disponible rum, som åbner op for mange anvendelsesmuligheder. Her er der god plads til hobbyrum, værksted, opbevaring, vinkælder eller viktualierum, og indretningen kan tilpasses efter behov og ønsker. Kælderen er ikke godkendt til beboelse, men giver et stort og fleksibelt supplement til boligens øvrige kvadratmeter.
Huset opvarmes via fjernvarme og har tag af tagpap med lister samt zinktagrender. Grunden udgør 973 m 2 og rummer en lukket og ugeneret have med flere gode lækroge og terrasser, hvor udelivet kan nydes. Til ejendommen hører desuden et udhus på 44 m 2 , heraf en indbygget garage på 20 m 2 , som giver ekstra plads til opbevaring og fritidsinteresser.


