Beskrivelse
Flot lejlighed med direkte adgang til kælder og gård
Klassisk charme, flotte istandsættelser, et åbent leverum, direkte udgang til gården og bonuskvadratmeter i kælderen – ja, denne lækre lejlighed har hele pakken. Dertil kommer en eftertragtet placering i hjertet af Østerbro, hvor nogle af jeres nye naboer tæller Søerne, Østerbrogade, metroen, villakvarteret Rosenvænget og Nordre Frihavnsgade, som frister med butikker og spisesteder lige om hjørnet. I overtager 96 boligkvadratmeter plus et stort disponibelt rum i kælderen, som tilgås direkte fra stuen – og måske I hernede skal have hjemmekontor? Ovenpå forenes lejlighedens indbyggede charme med moderne indslag; se bl.a. hvordan stuklofter går hånd i hånd med det stilrene design i det nye flotte køkken. Køkkenet smelter sammen med alrummet, og store glaspartier i den gamle bjælkevæg åbner op mod stuen. Dertil kommer to værelser og et stort badeværelse, mens prikken over i’et er døren, der åbner direkte op til den ugerende gård.


