Beskrivelse
Køkken-alrum, fire værelser og to badeværelserBoligen er super veldisponeret, haven vender mod syd, og nabolaget er særdeles børnevenligt. Ja, der er mange gode ting i vente, hvis I vælger denne ejendom i Alsønderup som jeres nye hjem. Her er tale om en etplansvilla fra år 2000, som fremtræder pænt vedligeholdt.
I overtager et gedigent hus i røde sten med valmtag i mørke betontagsten. Mod haven prydes facaden af en bred glaskarnap, som sørger for ekstra lys i den rummelige stue.
Sidstnævnte er et dejligt samlingspunkt med fine indretningsmuligheder, og såvel her som i det tilstødende køkken-alrum er der terrassedør. Køkken-alrummet er udført med muret halvvæg og flisegulv, hvis nuance føjer en varm glød til rummet. For det åbne køkken er der valgt et klassisk design med hvide fronter og trædetaljer, og kogeafsnittet vender fordelagtigt ud mod alrummet.
Planløsningen giver jer hertil hele fire reelle soveværelser, inklusiv et forældresoveværelse med skabsvæg og eget badeværelse. To af de øvrige værelser er samlet i en oplagt børneafdeling – med fordelingsgang og endnu et badeværelse. Dette badeværelse har badekar, mens forældrebadeværelset har bruseniche. Det fjerde værelse er etableret ved hjemmets entré, og de resterende kvadratmeter er udnyttet til et bryggers. Bryggerset er udstyret med vaskefaciliteter, og der er flere skabe til opbevaring.
Tæt hæk omkranser haven, der er anlagt med græsplæne og en solrig fliseterrasse. Haven er lukket og af en overskuelig størrelse og ganske nem at holde. Med til ejendommen følger endvidere en carport og et praktisk skur.
Villaen ligger på en blind vej i et roligt og trygt familiekvarter. Her bor man langt fra støj og larm – med frisk luft og masser af grønt omkring sig. Det naturskønne nærmiljø har såvel skole som daginstitution og fritidstilbud, og der er ligeledes busforbindelse til Hillerød.


