Beskrivelse
Idyllisk murstensvilla 250 meter fra Gudsø Vig
Beliggenheden er noget helt særligt. Her bor I i naturskønne omgivelser blot 250 meter fra Gudsø Vig, hvor vandet og landskabet indbyder til en aftentur. Samtidig ligger Nr. Bjert og Eltang få minutter væk med skole, daginstitutioner og indkøbsmuligheder i Rema 1000. Kombinationen af naturen lige udenfor døren og den korte afstand til Kolding gør hverdagen både fredelig og velfungerende. Her er plads til at trække vejret lidt dybere og lade tempoet falde.Grunden på 1.346 m² er anlagt som en parklignende have med flere grønne kroge. Terrasserne ligger forskellige steder omkring huset, så I altid kan finde en solrig plet eller en rolig krog i skyggen. Den grønne plæne brydes af beplantning og en lille dam. Bagerst på grunden glider haven næsten ubemærket over i det åbne landskab. Træerne danner en smuk grøn baggrund, og lige bag dem breder naturen sig videre mod skov og området omkring Gudsø Vig. Selvom vigen ikke kan ses herfra, mærker man tydeligt nærheden til vandet.Huset er opført i 1929 og står som et solidt og velpasset hjem, der gennem årene er blevet holdt godt ved lige. Den røde murstensfacade spiller flot sammen med det sorte tag og de antracitgrå vinduer, og allerede udefra fornemmer man kvaliteten i byggeriet. Indenfor fortsætter stemningen. Stueetagen byder på et skønt opholdsmiljø med stue og køkken i forlængelse, hvor lyset falder smukt ind gennem vinduerne og den gode loftshøjde giver en god rumfornemmelse. De flotte trægulve i stuen giver rummet varme og karakter, og her samles man naturligt i løbet af dagen. Køkkenet står pænt og velholdt og er velindrettet med god plads til et spisebord. Et stort og rummeligt bryggers, badeværelse i en god størrelse og med tidsløse materialer og et værelse/kontor med adgang til kælderen afslutter stueetagen.På førstesalen fortsætter den hyggelige atmosfære med tre rummelige værelser, hvor der er god plads til indretning. Her kan både seng, skrivebord og garderobe finde sin plads uden at rummene føles fyldte. De charmerende trægulve er også at finde heroppe, og fra vinduerne kan I nyde udsigten over markerne og det åbne landskab. Et badeværelse på etagen gør indretningen velfungerende for især familielivet. Fra det ene værelse er der desuden en trappe op til loftet. Loftet er godt udnyttet og giver mulighed for at sidde og nyde udsigten over området.Som et stort aktiv, får man både carport med tilhørende udhus samt en muret garage/værksted med tilhørende fyrrum, hvor henholdsvis oliefyr og brændefyr er placeret. Derudover er der yderligere et godt udhus samt et brændeskur.Samlet set er der tale om et hus, der emmer af sjæl og ro. Det er et sundt og solidt hjem, som tydeligt er blevet passet godt på gennem årene. Velkommen til Nr. Bjertvej 154!


